‘Roblox’ er kendt for at være et kreativt univers, hvor man kan bygge sine egne spil og skabe stort set lige det, man ønsker, hvilket alle tilsyneladende ikke kan håndtere.
Ifølge The Verge bakser ‘Roblox’ med at moderere genskabelser af voldsomme terrorangreb på deres platform, heriblandt angrebet på en moske i Christchurch i 2019, hvor 51 personer blev dræbt.
Daniel Kelley, der er forsker hos Anti-Defamation League, har i et år fulgt rekreationer af masseskyderi i ‘Roblox’, som jævnligt ryger igennem spillets filter.
Det er især indhold forbundet med netop Christchurch, som er svære at lukke ned for, da platformen ikke kan blokere på selve søgebegrebet ‘Christchurch’. Dette ville bandlyse ellers uskyldigt indhold, som blot har med byen at gøre.
Samtidig er Kelley bekymret for, at ‘Roblox’ kan radikalisere unge, som er modtagelige overfor det indhold, de præsenteres for:
»Alle spil på ‘Roblox’ er potentielt set en social platform i sig selv og kan potentielt set være et tilflugtssted for spillere i alle aldre, der flirter med idéen om at engagere sig i hadske ideologier online«, siger Kelley.
‘Roblox’ har dagligt mere end 40 millioner brugere, hvoraf næsten en fjerdedel er børn under på 13 år eller under.