HBO’s stort anlagte filmatisering af spillet ‘The Last of Us’ har fået besat endnu en rolle med Storm Reid, der lige nu kan opleves som Gia Bennett i ‘Euphoria’.
Reid skal spille rollen som Riley Abel, skriver Deadline. Abel er den tidligere bedste ven til Ellie, seriens kvindelige hovedrolle, som spilles af Bella Ramsey (Lyanna Mormont i ‘Game of Thrones’).
Serien tager udgangspunkt i ‘The Last of Us’-seriens første spil, hvor den 14-årige Ellie under et dødeligt virusudbrud skal smugles ud af en karantænezone af overlever-typen Joel, som bærer på en tragisk fortid.
Det går naturligvis ikke som planlagt, og inden længe må Ellie og Joel begive sig ud på en hjerteskærende rejse igennem et brutalt, postapokalyptisk USA, hvor menneskets værste sider bryder ud i lys lue.
I rollen som Joel ses ‘The Mandalorian’-stjernen Pedro Pascal, imens Anna Torv, Nick Offerman og Gabrial Luna ligeledes er at finde på rollelisten.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘The Last of Us’-serien får premiere hos HBO, men optagelserne er efter sigende færdige i løbet af sommeren.