Du kender formentlig godt konceptet med filmstjerner, der læser ofte hadefulde, men komiske, tweets om sig selv, men hvad siger du til at høre liderlige kommentarer om et furry-ikon fra et computerspil?
På papiret lyder det måske lidt bizart, men det er nu ganske underholdende, når skuespiller Scott Arthur læser kåde tweets op om sin figur fra ‘Elden Ring’ i en video med BuzzFeed Multiplayer.
I spillet indtager han rollen som krigeren Blaidd the Half-Wolf, og som navnet afslører, er han halv ulv, hvilket har givet ham lidt af en kultstatus blandt furries.
Der er altså mange våde og lystige tanker derude om ikke kun Blaidd, men også om stemmen bag, hvilket får Arthur til at miste fatning godt to minutter og 44 sekunder inde i videoen.
Her giver han simpelthen op, da den korte bid tekst tilsyneladende er for grænseoverskridende. Skal man tro Kotaku, skyldes det måske en opfordring til at, ja, det bør du næsten selv læse.