En af dagens mere spøjse nyheder (det er trods alt fredag) byder på trist nyt fra Chris Evans’ verden, da han har sagt farvel til sin trofaste iPhone 6S.
Skuespilleren skrev en mindetale for sin nu afdøde mobiltelefon, der åbenbart ikke kunne mere efter en hård periode.
»Det var en vild tur. Sov godt, ven«, skriver Marvel-stjernen på Twitter og afslører dermed, at han er typen, der bruger sin mobil, indtil den vitterligt ikke kan tændes mere.
Alle, der har haft en iPhone 6S, kan formentlig nikke genkendende til Evans’ hyldest af telefonens Hjem-knap, det efterhånden sølle kamera og ikke mindst det ekstremt tvivlsomme batteri.
6S-modellen, som blev lanceret i 2015, er notorisk kendt for problemer med at holde på strømmen, hvilket fik Apple til at tilbyde en udskiftning af batteriet.
Produktionen af telefonen blev efterfølgende stoppet i 2018, da Apple annoncerede nye udgaver af deres iPhone X.