TikTok svømmer i videoer, hvor stjerner og helt almindelige folk afslører deres mest kiksede billeder fra teenageårene.
Det sker med Wheatus’ ‘Teenage Dirtbag’ fra 2000, der i et lidt hurtigere tempo end normalt er baggrundslyden til videoer fra stjerner som Paris Hilton, Millie Bobby Brown og Julia Fox.
Imens de fleste af stjernerne, som også tæller Jimmy Fallon, Joe Jonas og Terry Crews, er rimelig sobre i de billeder, de bruger, er Julia Fox derimod en tour de force af, ja, Julia Fox.
Videoen starter med festbilleder og en ung Fox, der over adskillige omgange får tatoveringer, men eskalerer hurtigt, hvilket hun er ganske åben omkring i beskrivelsen:
»Mit yndlingsbillede er det sidste, fordi mine bedste venner besøgte mig, da jeg var indlagt på psykiatrisk hospital«, skriver hun.
En af de bedre teenage-opsamlinger finder man hos Charli XCX, der meget ydmyg skriver: »Sorry, jeg vinder hele dirtbag-tingen«, inden hun byder på druk-billeder i selskab med Marina (tidligere kendt som Marina and the Diamonds).