Det var et ikonisk øjeblik, da Ellen DeGeneres for 25 år siden sprang ud i sin sitcom ’Ellen’.
»Jeg er lesbisk«, lød ordene og med et hujende publikum og DeGeneres’ medspiller Laura Dern, der var så storsmilende, at hun nærmest brød karakter, skrev scenen sig ind i historien som en af de største ’springe ud af skabet’-seancer i nyere tid.
For i 1997 var det uhørt, at en stjerne som DeGeneres trods tiltagende rygter turde trække sløret fra sit privatliv. Og er man i tvivl om, hvor skelsættende øjeblikket egentlig var, skal man bare studere den efterfølgende reaktion.
Her fulgte en forside hos Time, Emmy-statuetter til serien (samt et seertal på 42 millioner for blot det ene afsnit) og ikke mindst et stort anlagt interview hos Oprah Winfrey, hvor DeGeneres og hendes daværende partner Anne Heche talte ud.
Det var et øjeblik, der åbnede en dør på klem for at være mere åben omkring sin seksualitet – men som 25 år senere også står som en diametral modsætning til berømtheder, der ganske jovialt nu blot springer ud i korte TikTok-videoer.
Trusser og grønne fløjlssofaer
Da internetpersonligheden JoJo Siwa i 2021 lagde en TikTok-video op, hvor hun lipsyncede til Lady Gagas ’Born This Way’, herskede der ikke tvivl om, at det var hendes måde at springe ud på.
Selvom klippet gik viralt, var det stadig uden det store ståhej fra Siwas side. Her var ingen ord at tolke på, men i stedet blot en afslørende sang, der med sin status som LGBTQ+-slagsang blev brugt til at slå fast, at hun var sig selv, og at hendes seksualitet blot var en mindre detalje.
Det samme gjorde sig gældende med sangeren Peach PRC, der i januar lagde en kort video online med sin seneste sang, imens en tekst kørte over skærmen med et kortfattet budskab: »Nu er det vel et godt øjeblik at fortælle jer, at jeg er lesbisk«.
Siden da er de fåmælte coming out-videoer, hvor handlinger vitterligt taler højere end ord, taget til, og i oktober eskalerede det med hele tre styks på én uge, hvor tre kvinder gik viralt og stormede ind i det kollektive queer-fællesskab uden at sige så meget som et enkelt ord.
Først var det ’Pretty Little Liars’-stjernen Shay Mitchell (der længe har været en yndet favorit hos seriens lesbiske publikum), som ganske uventet brugte blot otte sekunder på at springe ud som biseksuel ved at lande i en grøn fløjlssofa.
Sofaen skulle vise sig at kickstarte en mindre viral bølge, hvor en kvinde spørger: »Hvis du identificerer dig som biseksuel, har du så også en grøn fløjlssofa?«
Få dage efter hoppede model og skuespiller Emily Ratajkowski med på trenden, da hun klippede Mitchells video sammen med sin egen, hvor hun langsomt panorerede kameraet til siden og afslørede, at hun såmænd også sad i en grøn fløjlssofa.
De to måtte dog begge se sig trumfet af Madonna, der ligeledes så sit snit til at bruge en TikTok-trend til tilsyneladende at løfte sløret for sin seksualitet, som åbenbart ikke er snorlige.
Det var i hvert fald det, man kunne tolke ud fra en video, hvor den grønne sofa var erstattet af teksten: »Hvis jeg misser, er jeg homo«. Her kastede hun et par trusser efter en skraldespand, men ramte bevidst ved siden af.
At hun afsluttede klippet med blot at trække på skuldrene var klassisk Madonna. Hun giver tydeligvis ikke en eneste fuck for andres holdninger til hende, hendes seksualitet eller det faktum, at hun bruger ungdommens foretrukne platform til at springe ud.
Det symboliserede dog også en mere generel holdning til denne slags videoer, hvor seksualiteter hverken fylder mere eller mindre end virale butter boards eller jødiske drengekor.
Trange kår for homofobi
Det skal ikke undervurderes, hvor meget det betyder, når filmstjerner og popsangere springer ud, selvom det sker i underfundige og underspillede TikTok-videoer frem for overskrift-stjælende pressemeddelelser og breaking news-værdige Instagram-annonceringer.
Undersøgelser viser, at LGBTQ+-unge – især transkønnede og nonbinære – er mere tilbøjelige til at overveje og forsøge selvmord end andre på samme alder, fordi samfundet og deres omgivelser stigmatiserer dem.
At der er synlighed omkring seksualitet, og at især unge kan spejle sig i forbilleder, er vitterligt livsnødvendigt for de mange minoriteter, som dagligt kæmper med dem selv og andres fordomme omkring dem.
Homofobi er stadig udbredt i store dele af samfundet, senest understreget i fodboldverdenen, hvor Iker Casillas og Carlos Puyol sprang ud på Twitter, hvilket dog viste sig at være en usmagelig joke, da de kort tid efter slettede deres tweets og beklagede for deres opførsel.
En sejr for os alle
At tingene har ændret sig, skyldes naturligvis, at vi lever i en anden tid, end da Ellen DeGeneres sprang ud i 1997. Her var homoseksualitet langtfra bredt accepteret (hun og serien blev droppet af annoncører, og selv Laura Dern, som blot havde en birolle, måtte i længere tid se sig kørt ud på et sidespor i Hollywood).
Man kan ikke forestille sig samme behandling i 2022, når et kendt ansigt vælger at identificere sig som queer. Det ville nok nærmere skabe ramaskrig, hvis de blev straffet for at tale deres sandhed.
Det er en afspejling af et samfund, som har rykket sig markant, og som bør anerkendes frem for at blive taget for givet.
Hvor Tumblr engang var et sikkert helle for minoriteter, er TikTok nu ved at overtage faklen og skabe nichemiljøer, hvor queer-fællesskaber trives, og hvor had på ingen måder ikke accepteres.
Og netop dét aspekt er måske det vigtigste at huske, når stjernerne står i kø for at springe ud på TikTok.
Det er ikke kun en sejr for dem at kunne åbne op omkring deres flydende seksualitet uden at frygte, at deres karriere saves midtover, og at de blacklistes på tværs af deres brancher.
Det er også en indikation af, at samfundets tolerancetærskel rykker sig, og at især de yngre generationer trumfer en ny dagsorden igennem, som vi alle vinder ved.
Som en bruger skrev på Emily Ratajkowskis video: »Jeg er ikke en gang homo, men jeg føler, at det her er en sejr for os alle«.