Tinder har samlet en række råd til dating online, der skal forebygge dårlige oplevelser for både dig selv og dem, du møder på appen.
Guiden, der blot kaldes ‘Guide to Healthy Dating’, er udviklet i samarbejde med nonprofitorganisation No More, der arbejder for at forebygge partnervold og seksuelle overgreb.
Ifølge No More udsættes én ud af fire kvinder og én ud ni mænd for vold fra deres partner, imens én ud af tre kvinder og én ud af seks mænd bliver udsat for seksuelt overgreb i deres liv.
Rådene går fra de mere basale tips som at være ægte og autentisk frem for at oversælge dig selv i din profil og at dele for meget om dig selv. Som Tinder påpeger: »Behøver folk virkelig at vide, hvor du bor?« Svaret er naturligvis nej.
Et andet sted lyder det, at respekt starter fra første match, og at det går begge veje. Det er altså ikke kun dem, du svinger med, som skal tænke over, hvordan deres opførsel påvirker dig. Du skal også være opmærksom på, at du kan overtræder andres grænser.
Samtidig advarer Tinder imod falske profiler og røde flag, som indikerer, at der er noget galt – eller at du er ved at blive svindlet.
Gode tips her er at gå efter profiler med verificerede billeder (markeret med et blåt flueben), så du kan være sikker på, at brugeren bag profilen faktisk også er dem, der optræder på billederne, ligesom det bør afskrække dig, hvis profilteksten inkluderer et behov for hurtige penge.
Er du kommet så langt i datinglivet, at du skal til at mødes med dit Tinder-match, så inkluderer guiden også en række do’s and dont’s til de første dates ude i den virkelige verden.
Her er en god tommelfingerregel, at det er helt okay at tjekke din date efter på sociale medier, og at I bør mødes et offentligt sted. Og den gyldne regel af dem alle: Føles noget off, så smut – det er helt okay.
Tinders råd fra guiden til også dukke op i selve appen i de kommende uger med henblik på at skabe en mere åben samtale om datingkultur.