Chris Pratt er udmærket klar over, at han ikke er det populære valg som stemme til Mario i den kommende ‘Super Mario Bros. Movie’.
Det viser han i en ny drillende video, hvor han sammen med Charlie Day, der spiller Luigi i filmen, afslører, hvordan hans udgave af Mario faktisk lyder:
»Jeg giver jer en forsmag på Marios stemme for første gang«, siger skuespilleren, inden han rømmer sig og anstrengt fortsætter med den ikoniske, omend lidt anderledes, sætning: »It’s me, ahem, Mario«.
Pratts video er en parodi af hans egen video fra 2021, hvor han teasede sin kommende rolle som den ikoniske blikkenslager med linjen »It’s a-me, Mario«.
Videoen faldt ikke i god jord hos Nintendos mest inkarnerede tilhængere, og siden da har skuespilleren været et yndet hadeobjekt under filmens promovering.
Faktisk gik det så vidt, at fans tog filmens første trailer under kærlig behandling ved helt at fjerne Pratts stemme.
Det lader dog ikke til, at han selv tager kontroversen for seriøst med den ironiske video, hvor han endnu en gang fordrejer Marios stemme – men denne gang altså med et meget bevidst glimt i øjet.
‘Super Mario Bros. Movie’ får dansk biografpremiere den 6. april.