ChatGPT er her, der og alle vegne.
Den populære chatbot, som du kan få til at skrive vidt forskellige tekster, hvis bare du fodrer den med nok instruktioner, buldrer af sted – hvilket nu også ville kunne mærkes i de mere romantiske aspekter af hverdagen.
Ifølge mediet Fast Company viser en ny amerikansk undersøgelse nemlig, at chatbotten kan blive det store hit, når valentinsdag banker på inden længe, og der skal skrives lange scorereplikker.
I undersøgelsen blev mere end 5.100 personer adspurgt, om de kunne finde på at få ChatGPT til at skrive et romantisk brev, hvortil 42 procent af alle mændene svarede, at de havde planer om at hente hjælpe hos den kunstige intelligens.
Ironisk viste undersøgelsen angiveligt også, at de fleste havde besvær med at spotte, om en tekst var skrevet af en chatbot eller et menneske af kød og blod. Her gennemskuede kun 24 procent, at de læste en syntetisk besked.
En anden finurlig detalje fra undersøgelsen er i øvrigt, at 67 procent af deltagerne uanende udvalgte et digt skrevet af netop en chatbot som det mest romantiske i direkte konkurrence med den ellers anerkendte amerikanske digter E.E. Cummings.
Det er ikke kun op til valentinsdag, at ChatGPT viser sit værd.
Som Mashable tidligere har skrevet om, bruges chatbotten også ivrigt på datingapps som Tinder, hvor brugerne udnytter den til at skrive unikke beskeder til deres matches.