En anonym Reddit-bruger har delt en længere video fra ‘Dragon Age Dreadwolf’, som afslører flere interessante detaljer om det kommende rollespil.
Videoen, som er blevet delt op i flere små klip, er efter sigende fra en alpha-udgave af spillet – en endnu ufærdig udgave, som dog stadig afspejler, hvordan det noget nær færdige resultat bliver, da det primært mangler finpudsning.
Ifølge brugeren stammer optagelserne fra en spiltester, skriver VGC.
Har du spillet ‘God of War’ fra 2018, vil du umiddelbart kunne genkende en del af stilen, og det er efter sigende helt bevidst, for ifølge beskrivelsen på Reddit er ‘Dragon Age Dreadwolf’ stærkt inspireret af netop dette spil.
I de korte klip kan man se, hvordan spilleren løber rundt med sværd og skjold, imens der udøves forskellige angrebskombinationer.
Den anonyme bruger forklarer på Reddit, at man kan have flere figurer i sin gruppe, hvilket er typisk ‘Dragon Age’, hvor nogle af de allierede og romantiske partnere, man støder på igennem historien, kan bruges som krigskammerater.
Der vil dog, ulig seriens tidlige udspil, ikke være mulighed for at styre, hvad disse figurer gør under kampene, hvor de i stedte blot hjælper til af egen fri vilje.
Der er endnu ingen dato på ‘Dragon Age Dreadwolf’, som officielt blev afsløret i 2018.
Rygterne går dog på, at vi måske kan glæde os til en udgivelse senere i sidste halv del af 2023 – ikke mindst fordi spillet nåede en milepæl sidste efterår, hvor det kunne spilles fra start til slut.