KOMMENTAR. »Mærk en ny virkelighed«, lyder sloganet, der skal sælge PlayStation VR2 – Sonys bud på næste generation af virtual reality.
Det er en teknologi, der aldrig har haft det helt nemt. Den har efterhånden budt på adskillige fremskridt, men aldrig det helt store gennembrud.
Og lad os slå fast med det samme: PlayStations bud på den næste virtuelle virkelighed er ikke gennembruddet, som man måske håber på. Til gengæld er det så meget andet.
For PSVR2 er et teknisk kraftvidunder, der godt nok lugter lidt af at være en pebret gimmick, men som samtidig – i hvert fald i glimt – spiller som en drøm.
Et glimt af fremtiden
Med PSVR2, der består af et headset og to såkaldte Sense-controllers (som ligger helt fænomenalt i hænderne), sigter PlayStation efter en udvidelse af deres eksisterende økosystem af konsoller og tekniske dingenoter, som udgør den komplette PlayStation-oplevelse.
Selvom målet ikke er fremtiden, så føles VR-headsettet dog som det tætteste, man kommer på, hvordan gaming kan udvikle sig de næste to, fem, måske endda ti år.
For selvom teknologien ikke er helt ny (og netop PlayStation VR har tidligere givet os fremragende oplevelser), føles PSVR2 alligevel som en smag på fremtiden helt derude, hvor vi taler om at blive opslugt af digitale universer, der føles lige så virkelige, som de ser ud.
Og man behøver da heller ikke bruge mange minutter i selskab med et af de spil, som står klar ved lanceringen i februar, for at indse, at den næste generation af virtual reality til konsoller banker på med udgivelsen af PSVR2.
Tag bare ‘Star Wars: Tales from the Galaxy’s Edge’, hvor du starter ud i dine gemakker på et rumskib. Du kan vende og dreje dig, samle ting op og trykke på knapper i sådan en grad, at du et kort øjeblik glemmer, at du egentlig bare står i din stue.
Skal du åbne en dør, går du hen til den – enten ved fysisk at bevæge dig eller ved at bruge knapperne på en af de to controllers, hvilket kan afhjælpe transportsyge – og føre din hånd hen over en kontakt på væggen, som når du hidkalder en elevator.
Når du skal bruge dit værktøj til at scanne kasser eller bore skruer ud, trykker du ikke blot på en knap – i stedet griber du ud efter dit multiværktøj i dit bælte, hvorefter du spænder det fast igen, for giver du bare slip, ryger det på gulvet (og overser du, at det ikke hænger fast, må du gå tilbage og finde ud af, hvor du har efterladt det).
Det, der dog for alvor har fået mig til at tabe både næse og mund, er ’Kayak VR: Mirage’, hvor du sejler rundt i alt fra Norges fjelde til tropiske øriger. Da jeg sad i min kajak og tænkte »Gad vide, hvad PSVR2 registrerer, hvis jeg bevæger mit hoved ned under vandets overflade«, faldt svaret prompte.
Mit ansigt brød havoverfladen, og jeg kiggede ned på havbunden, imens fiskene sværmede omkring mig, og lydene blev dæmpet, som om jeg faktisk snorklede rundt ud for en hvid sandstrand.
Det var et mindfuck af dimensioner, der foregik så smertefrit, at jeg stadig ikke er kommet mig over, at det hele skete i en lejlighed midt på Nørrebro, hvor jeg kortvarigt glemte alt (og jeg mener vitterligt alt) omkring mig i den fysiske verden.
Det lyder måske vildt, at så simple øjeblikke kan være så overbevisende, men det er altså helt genialt, for PlayStations tidligere VR-iteration har aldrig helt føltes som en realistisk afspejling af virkelighedens naturlige bevægelser.
Knapper og gestik har derimod været kombineret i en næsten Frankenstein-agtig løsning, hvor man aldrig helt kunne hengive sig til spiloplevelserne, fordi de var et sært miks af to verdener. Men det er altså fortid nu, og hold nu kæft, hvor det gør en forskel.
Millimeterpræcis teknologi
Med PSVR2 er den bevægelsesbaserede oplevelse langt mere smidig, og især ’Horizon Call of the Mountain’ (PSVR-afstikkeren fra PlayStations populære actionserie) viser, hvor langt man er kommet.
Her skal du klatre op og ned i bjerglandskabet, hvor enorme ruiner troner i baggrunden, imens robotdinosaurer sniger sig rundt i buske omkring dig, indtil du skal kæmpe imod dem.
Det er flot, det er vildt, og for fans af ’Horizon’ er det en lækkerbisken pludselig at være inde i seriens univers.
Det bliver i øvrigt kun bedre med seriens foretrukne våben, bue og pil, som hænger på din ryg. Vil du have sættet frem, bevæger du armen over hovedet og om på ryggen, hvor du tager fat i buen eller pilen ved at gribe om din controller og trækker den om foran dig, imens du spænder buen.
Jeg har aldrig før haft den slags VR-oplevelse, hvor bevægelserne blev spejlet, gentaget og samtidig føltes – helt ud i nerverne – så ægte, at min hjerne nu er overbevist om, at jeg har været robotdinojæger i et tidligere liv.
Og vent så bare, til der kastes en frådende robot ind i mikset, hvor din puls kommer helt op at ringe, fordi du i hektisk panik ikke kan få en pil ud af pilerøret, imens du hopper fra side til side for at undgå angreb.
Det tager altså bare spiloplevelsen til et nyt niveau, når den fysiske udfoldelse ikke kun handler om at kunne ramme de rigtige knapper i den rigtige rækkefølge, men når reelle bevægelser og evnen til at holde hovedet koldt under vildt kaos også spiller ind.
Mest imponerende er det dog, at headsettet tracker dine øjnes bevægelser ned til det, der virker som millimeters præcision. Når du for eksempel kigger på en menu til venstre, highlighter spillet øjeblikkeligt dit valg, som du bekræfter med et tryk på en knap.
Det føles som en særdeles imponerende omgang jedi mind tricks, og det er svært ikke at se, hvordan den lille detalje på sigt bliver et altafgørende aspekt for, hvordan PSVR2 bliver mere end bare en gimmick.
Rigmandslegetøj
Hvis der én ting, som virtual reality stadig kæmper med, så er det netop teknologiens ry som et gimmicky indspark, der på papiret sælger guld og grønne skove, men som ender med en dyrt købt slentretur i et buskads af visne træer.
Og den tanke kunne også opstå om PSVR2, der med et prisskilt på omkring 4.800 kroner – afhængigt af hvor du kan finde den (og om der skal følge spil med, for så bliver det endnu dyrere) – koster mere end en PlayStation 5.
Især fordi man, når man først er kommet sig over den indledende »fuck, det er vildt«-reaktion, indser, at mange af spillene afslører en vis hulhed, når man dykker længere ned i dem.
En stor del af dem er mere skabt for at fremvise en teknologi end en helstøbt spiloplevelse, og jo mere tid man bruger i de digitale verdener, desto mere mærker man, at titlerne eksisterer på grund af, ikke på trods, af PSVR2.
Et spil som ’Horizon Call of the Mountain’ er både flot og sjovt, så længe det varer (og det varer ikke nødvendigvis længe, hvis du nemt bliver køresyg), men det bliver aldrig en definerende oplevelse, der går over i PlayStations historiebøger som sit ophav.
Omvendt er et spil som ’Tetris Effect: Connected’ et fremragende argument for, at virtual reality faktisk gør en forskel i spiloplevelsen, for klassikeren har aldrig taget sig bedre ud end i den hypnotiske VR-verden.
Selvom nogle spil fremhæver PSVR2’s teknisk stærke sider, må man dog også spørge sig selv:
Vil jeg virkelig betale knap 5.000 kroner for at kunne få adgang til et voksende udvalg af spil, der svinger gevaldigt i kvalitet, og hvor der er langt mellem de få, men trods alt voldsomt imponerende, højdepunkter som en omgang psykedelisk Tetris?
Der er ingen tvivl om, at PSVR2 teknisk set har evnerne til at nå PlayStations ambitioner om at lade os mærke en ny virkelighed, som de deklarerer i promoveringen af det nye headset.
Spørgsmålet er bare, hvornår den nye virkelighed bliver en realitet – lige nu er det mest af alt en dyrt købt fantasi, hvor du betaler for et potentiale, der sjældent har virket mere lovende, men som måske aldrig bliver indfriet.