’Green World’
Politikens Forhal, kl. 8.-19
Politikens Hus byder velkommen til debutudstilling med den dansk-algeriske kunster Zoumer, der i tråd med sit debutalbum har skabt et udvalg af værker, der alle hylder kvindelige, algeriske kunstnere og frihedskæmpere. I denne udstilling kan du både opleve diverse abstrakte værker, der i grøn spraymaling farvelægger husets forhal, og lytte til tonerne af kunstnerens albumdebut. ‘Green World’ er der helt til april, men oplagt at besøge 8. marts.
Morgenkaffe og minoritetsfeminisme
Klub i Linnésgade, kl. 8-10
Ønsker man at starte dagen med intersektionel diskussion, så kan man hos Klub nyde morgenkaffen i selskab med rapper FVN, psykologistuderende Aida Mai, sanger og aktivist Hannah Busk og diversitetskonsulent Jennifer Maria Matos Tonndorf, der inviterer til paneldebat og Q&A om racistisk sekularisering og diskussion om, hvordan vi i fællesskab kan skabe et mere inkluderende samfund.
’Barbie’ sing-along
Cinemateket, kl. 20.30
Ideen om en kampdag i selskab med Barbie og Ken var nok blevet vetoet i 70’erne, men i Cinemateket viser de sidste års største biografsucces med fuld licens til at skråle med. Om spilletiden så skal bruges på at reflektere over denne kommercialisering af feminismen, eller om det er kenough at være kor i Ryan Goslings musicalscene, det er helt op til én selv.
Feministisk selvforsvar
Kvindehuset i Gothersgade, kl. 10-12.30
Spark din kampdag i gang, bogstavelig talt, til feministisk selvforsvar i Kvindehuset. Her vil kvinder og queerpersoner efter en kop morgenkaffe kunne deltage i en workshop om selvforsvar og grænsesætning med instruktion ved feministisk aktivist og forfatter til ’Feministisk selvforsvar – om at sætte grænser’, Asta-Maja Njor Boisen.
’Twice Colonized’ – dokumentar og q&a
Nordatlantens Brygge, kl. 16.45
På Nordatlantens Brygge er der mulighed for at få fjernet blikket fra egen navle med en særlig filmvisning af Lin Allunas gribende dokumentar ’Twice Colonized’ om den grønlandske menneskerettighedsaktivist Aaju Peter. Da filmen havde premiere på CPH:DOX, skrev vores anmelder, at filmen »kombinerer en gribende aktivistisk dagsorden med et stærkt personportræt af menneskerettighedsadvokaten«.
’Lovely Cheeks Dissolved in Tears’
AFUK Scene, kl . 20
En moderne coming-of-age genfortælling af ’Odysseen’ set fra Penelopes perspektiv. Penelope, som tålmodigt ventede i tyve år på, at Odysseus færdiggjorde en hjemrejse, der burde have taget to uger. Forestillingen byder på ti nye indiepopnumre, der fortæller historien om dronningen af Ithaka og udfordrer vores fortælling om, hvem historiens virkelige helt er.
Brok og gråd
Værdifællesskabet Over Broen og mikroboghandlen Brøg Over Broen, kl. 16-18
Over Broen kalder alle »hystader, brokkerøve og tudeprinsesser af alle køn« til fælles frirum for skamløs udkrængning af vrede og brok. Til ’Brok og gråd’ vil man have mulighed for sammen med forfatter og kønssociolog Sille Nørgaard og feministisk tegneserieskaber Sofie Riise Nors at indgå i det såkaldte »brokråd«, hvor man helt selv bestemmer, om man vil modtage råd eller anonymt ventilere sit brok.
‘The False Rose of Jericho’
O – Overgaden Institut for Samtidskunst, kl. 17-21
Tilbring aftenen i den kvindelige kreativitets navn til gratis galleriåbning på ny tværmediel udstilling fra maler Apolonia Sokol og poet og performer Zahna Siham Benamor. Udstillingen er duoens første samarbejde og tager afsæt i deres langvarige venskab.
KØN Koncert: Alberte + Martha Elisabeth + Laura4Evigt
Rust, kl. 20.30
Afslut dagen på floor, når Rust på Nørrebro markerer kampdagen med en hyldest til kvindeligt musiktalent gennem en koncertoplevelse med optræden fra tre unge, kvindelige musikere. Alberte, Martha Elisabeth og Laura4Evigt byder på henholdsvis inderlige kærlighedssange, artpop og dunkel, elektronisk pop.