ANBEFALING. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive en del af en kult.
Men her er jeg så. I en alder af 27 år har jeg ligesom tusindvis af andre hengivet mig fuldstændig til en ung kvindes memeprofil på internettet.
En online girlhood guru, der har vist mig, hvor universelle mine følelser er. Helt uden egentlig at give mig svar på noget som helst.
Sotce, der vistnok udtales ’sot-see’, er en kvinde i begyndelsen af tyverne, som tilsyneladende bor i New York og egentlig hedder Amelia. Som 19-årig tilbragte hun et år i et indisk kloster. I dag er hun et internetfænomen, der prædiker selvkærlighed gennem et kurateret udvalg af buddhistiske dogmer, selvportrætter og betragtninger fra et pigeliv. Og på trods af sine 100.000 følgere på Instagram og over 400.000 på TikTok er hendes efternavn fortsat en hemmelighed.
I lang tid var jeg faktisk slet ikke klar over, at hun var en rigtig person.
Profilen var bare en mystisk tilstedeværelse på internettet, der lavede memes af umiddelbart uforenelige ting.
En hest på en mark, to tøjdyr i en seng eller et æble skåret i halve. Suppleret af noget tekst, der ofte gav mig følelsen af at have fået lov til at læse med i nogens dagbog.
»Sat around wondering what u where wearing today«, står der på et printet billede af en hest i gallop.
»After not sleeping for two nights worrying about “time”«, står der i rød skrift over et foto af Sotce selv, der poserer henslængt på et skrivebord.
Det lyder absurd. Det er det også. Men ærligt. Det er jo virkelig ømt at ligge vågen og gruble over meningen med tid.
Det er derfor, jeg er så vild med hende. Fordi hun gennem usædvanligt ærlige og ret formålsløse konstateringer understreger netop det absurde ved at eksistere. Hun ophøjer helt almindelige tanker og får dem alle til at føles lige vigtige.
Da Interview Magazine i oktober forrige år spurgte hende, hvad girlhood er for hende, svarede hun:
»At føle dybt og livligt. Med en sandwich til frokost«.
På den måde er hun også utroligt sjov. Hun punkterer sin egen spiritualitet med helt banale elementer fra hverdagen. Og jeg kan ikke finde ud af, om det hele er en joke eller dyb alvor.
Det er som memepoesi. Eller et sweet release. Som sjovt nok er navnet på hendes anden memeprofil, hvor hun i stedet for billeder af sig selv poster æsler, grønkål og halvbrændte toastskiver med kryptiske budskaber
Er det bare et granatæble?
Som det vanligvis er med profeter, fortæller Sotce mig ikke præcis, hvad jeg skal gøre.
Når jeg ser et meme med et billede af et granatæble og teksten »I thought I was your girl«, får hun mig i stedet til at lede.
Repræsenterer granatæblet kærligheden? Vil hun fortælle mig noget med kernerne og kødet? Eller er det bare et granatæble?
Hun tvinger mig til at få det til at give mening. Eller ikke. Og måske det er pointen.
Sotce er en usædvanlig kultleder på den måde. Hun forventer ikke noget af mig. Tværtimod leder hun sammen med mig selv efter svarene.
Magasinet Nylon har kaldt hende visionær. For mig at se er det måske mere det, Sotce netop forsøger at undgå at være. Hun vil ikke løse noget, men gør bare totalt alvor af nuets følelser. Ligesom hun på sin Patreon, hvor særligt kunstnere kan søge finansiering, skriver »noticing the world for the first time«.
Jeg føler, at jeg opdager verden på ny sammen med hende.
Og jeg ved bare, hun ville forstå, at jeg også tit har lyst til at ligge henslængt på en hest og spekulere over meningen med tid.