Soundvenue går ud: Denne uge skal vi på trygge dates, fejre forbudt kærlighed og købe heksegrej

For nogle er det vinterferie, for andre er det valentinsnerver. For alle er der rigtig mange gode undskyldninger for at gå ud denne uge.
Soundvenue går ud: Denne uge skal vi på trygge dates, fejre forbudt kærlighed og købe heksegrej
Hex Electronix. (Foto: Aleksandra Milanovic)

Safety first på datingapps

I dag finder så mange mennesker kærligheden på datingsapps, at det oftere er undtagelsen end reglen at have mødt sin udkårne IRL. Men selvom vi er vant til at swipe os til romantik, kan det stadig være svært at afkode, om vi kan føle os trygge i selskab med en onlineflirt.

Heldigvis er der hjælp at hente tirsdag, når sexvirksomheden Peech, sikkerhedszinet Alleycats og digitale sikkerhedseksperter fra Cybernauterne afholder workshop om sikker netdating.

Til arrangementet kan du blandt andet lære, hvordan du spotter catfishes og røde flag på datingapps. På den måde kan du trygt swipe dig gennem vinteren, mens du går på jagt efter en varm favn.

Fra swipe til sikkerhed
Peech, tirsdag 11. februar, kl. 19.30

Varme toner i vinterkulden

Længes du allerede efter at sidde på en kantsten med et glas pet nat og forsøge at afkode eksperimenterende toner til sommerens årlige jazzfestival, kan du tyvstarte onsdag. Måske lige minus kantstenen og naturvinen.

Foto: Hilal Can og Anne Kirstine Knudsen/Loppen

Loppen på Christiania inviterer nemlig onsdag til vinterjazz med dobbeltkoncert. Belgiske Elis Floreen disker op med drømmende indie, mens den dansk-engelske Precious Mayhem optræder med sit seneste album, der er inspireret af rummet mellem den vågne og den sovende tilstand. Det bliver bundet sammen af dj Mikael Tobias.

Så er du godt klædt på til at gå jazzet ind i resten af året.

Vinterjazz x Loppen: Elis Floreen (BE) + Precious Mayhem
Loppen, onsdag 12. februar, kl. 21.30

Forbudt kærlighed

Den amerikanske valentinsdag har efterhånden sneget sig så langt ind i kulturen herhjemme, at den nu også i en helt selvstændig dansk kontekst kan være en svær dag for singler som seriemonogamister.

Men hvis du gerne vil fejre dagen alligevel, har du i år muligheden for at få en steamy aften. Det tværkunstneriske projekt CUMFORT hylder nemlig den forbudte kærlighed med et »sexy valentinsbash« på Huset i Magstræde.

Foto: Cumfort

Sexolog Sofie Krog åbner aftenen med en talk, så du efterfølgende kan gå klogere ind på dansegulvet for at fejre romantikken i alle dens former. Hex Electronix og Isak big stonks står bag pulten og sender musikalske luftkys til alle aftenens valentines.

Valentinsbash
Huset i Magstræde, fredag 14. februar, kl. 19.30

Funky hoftevrid

Vil du bare gerne glemme, at din bedste ven ikke har tid til at danse på grund af en romantisk deleretsmiddag med kæresten på et sted med et italiensk navn, kan du fredag blive mindet om forgangne årtiers største hits i stedet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bar’ Funk åbner på valentinsaften dørene til sin største fest til dato med hoftevridsfremkaldende toner i Pumpehuset. De faste dj’s Who Else? og Sixtens Fætter står bag pulten, mens du bevæger dig i pendul mellem dansegulvet og baren.

Det er funk, disco og boogie tilsat perfekt timet eskapisme.

Bar’ Funk
Pumpehuset, fredag 14. februar, kl. 21.30

Magnetisk kraft på Mayhem

Festarrangørerne fra Rewild giver ikke ligefrem ved dørene.

Foto: Rewild

Derfor er det heller ikke meget, vi ved endnu om deres fest på Mayhem. Men der er jo ikke noget, der har lige så magnetisk kraft som lidt mystik. Så du går nok ikke helt galt i byen, hvis du fredag sætter kursen mod Østerbro.

Rewild
Mayhem, lørdag 15. februar, kl. 20

Kickflip kærligheden

Vi gør lige et sidste stop til kærlighedens svar på juleaften. Der er nemlig mere på programmet for dem, der ikke nødvendigvis vil markere valentinsweekenden med en partner.

Skatekollektivet Obviously fejrer lørdag den romantiske højtid med en kærlighedserklæring til netop skateboarding og gentager succesen fra sidste års arrangement. Hjulene bliver gjort selskab af et solidt dj-lineup med en lille skatekonkurrence klemt ind midt på aftenen.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det hele foregår – obviously – i Copenhagen Skatepark.

Valentine session 2025
Copenhagen Skatepark, lørdag 15. februar, kl. 19

Heksemarked på Bryggen søndag

Mangler du en healende krystal, eller har du brug for en tarotlæsning for at sikre dig, at du ikke går tilbage til din eks igen i år, skal du bruge søndagen på Islands Brygge.

Copenhagen Occult Club åbner dørene ind til et magisk heksemarked, hvor du kan erhverve dig alt fra håndlavede stearinlys til økologisk hudpleje og spell kits.

Foto: Copenhagen Occult Club

Markedet tilbyder endda en særlig lounge, hvor du kan pleje din spiritualitet med blandt andet clairvoyance, auraillustrationer eller en med arrangørernes ord »hurtig reiki-session«.

Witch Market III
Kulturhuset Islands Brygge, søndag 16. februar, kl. 10-16

Har du tips til, hvor vi skal gå ud næste uge? Så send en mail til kultur@soundvenue.com, hvor du skriver lidt om arrangementet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af