PORTRÆT. Hun sætter sig til rette i skrædderstilling foran mobilkameraet og gør sig klar til at fortælle historien om dengang, hun i en subreddit om realityshowet ‘RuPaul’s Drag Race’ opdagede, at hendes verdensberømte far havde fået sit indtil videre 11. barn.
»Det her er en ægte ting, der faktisk skete for mig. Og hvis det lyder vanvittigt … Det er det«, siger Vivian Jenna Wilson i videoen fra februar, der er blevet set mere end tre millioner gange på TikTok.
Den 20-årige kvinde nævner på intet tidspunkt sin fars navn. Det kræver dog kun et scroll gennem kommentarsporet at opklare, at der er tale om verdens rigeste person og manden bag virksomhederne Tesla og SpaceX:
@vivllainous With RECEIPTS
Vivian Jenna Wilson er ikke længere på talefod med sin far. Sådan har det været, siden hun sprang ud som transkønnet i 2020.
Det forklarer hun i et stort anlagt forsideinterview med det amerikanske magasin Teen Vogue, der udkom for nylig. Her cementerer hun sin nye ikonstatus på tværs af sociale medier som en slags oprørsk antitese til Elon Musk og den politik, han fører som særlig rådgiver for den amerikanske præsident, Donald Trump.
Tidligere har nogle af verdens største ungdomsidoler – som Justin Bieber, Zendya og Taylor Swift – været på forsiden af Teen Vogue. Interviewet er det andet og hidtil største, Vivian Jenna Wilson har givet, og var ifølge The New York Times månedsvis undervejs.
I mellemtiden voksede interessen for den unge kvinde sig større på særligt TikTok, hvor hun i dag har 1,4 millioner følgere.
Faktisk er hun til stede overalt på internettet undtagen lige på X, som hendes far ejer, og hun derfor af princip ikke bruger.
»Jeg ser nogle gange noget om ham i nyhederne og tænker, at det er fucking cringe, så jeg burde nok poste noget om det og fordømme det, hvilket jeg så har gjort nogle gange«, siger Vivian Jenna Wilson til Teen Vogue.
»Han er et patetisk mandebarn«.
Det er den slags, der har fået hendes følgere til at sammenligne hende med karakterer som Katniss Everdeen fra ‘Hunger Games’, fordi hun aktivt går imod et politisk styre domineret af nogle af verdens allerrigeste.
En parallel hun dog selv afviser i en halvgrynet TikTok-video fra sit værelse i Tokyo, hvor hun i dag bor og studerer japansk.
»Det er jeg fucking ikke«, lyder det.
»Jeg blev født ind i aristokratiet. I er nødt til at stoppe med at sige det der«.
Klassebevidstheden afføder dog blot endnu mere støtte blandt hendes følgere, der hylder den unge kvinde for at tage moralsk afstand fra en af tidens mest magtfulde personer. Også selvom han er hendes far.
Woke mind virus
Elon Musk har i alt fået 14 børn. Vivian Jenna Wilson er sammen med sin tvillingebror et af de to ældste. De blev født to år efter, at forretningsmanden havde mistet sin førstefødte søn, der døde pludseligt 10 uger gammel.
Hendes mor er den canadiske forfatter Justine Musk, der har skrevet flere overnaturlige romancebøger. Parret fik siden også trillinger og blev skilt i 2008.
Vivian Jenna Wilson udtalte i et interview med NBC sidste år, at hendes far var fraværende gennem det meste af hendes barndom i Californien, opførte sig koldt og skældte hende ud, fordi han mente, at hendes stemme var for lys.
Hun har desuden påstået, at hendes far valgte kønnet på sine to ældste børn, før de blev undfanget med insemination.
»Mit tildelte køn var en vare, der blev købt og betalt. Så da jeg var feminin som barn, og det viste sig, at jeg var transkønnet, gik jeg imod det produkt, der var blevet solgt«, skrev hun i begyndelsen af marts på Threads.
Elon Musk har ikke selv kommenteret den udlægning, men har til gengæld i andre sammenhænge udtalt sig om sin datters transition.
I en meget omtalt podcastoptræden sidste sommer fortalte han den kontroversielle psykolog og forfatter Jordan B. Peterson, at datterens kønsskifte har skubbet ham i en mere konservativ retning. Det var også her, at han erklærede sin »søn« død.
»Dræbt af en woke mind virus«, sagde Elon Musk.
Da han gentog sit synspunkt på X, tog Vivian Jenna Wilson kommentaren under kærlig gen z-behandling på TikTok.
I en video har hun klippet opslaget ind til lyden af et technobeat, hvorefter hun selv dukker op på skærmen og kaster sit lange, blonde hår om bag skulderen.
»I look pretty good for a dead bitch«, mimer hun så til lyden af et berømt klip fra ‘RuPaul’s Drag Race’, som hun er stor fan af.
Videoen fik blandt andet hendes følgere til at kalde hende en »ICONIC QUEEN«, ligesom flere har kommenteret, at hendes far bare er »besat af hende«.
Det er dog længe siden, at hun kappede båndet til sin verdens-rigeste-mand-far. Ironisk nok var det faktisk hendes helt formelle forsøg på at tage afstand fra Elon Musk, der banede vejen for hendes position som det indtil videre mest berømte af hans børn.
Tegneserieagtig ondskab
I 2022 anmodede Vivian Jenna Wilson om at få ændret sit efternavn fra Musk til Wilson, som kommer fra hendes mors side af familien.
Dengang havde hun det så dårligt, at hun med egne ord var selvmordstruet. Men fordi hun var mindreårig, skulle hun bruge sin fars underskrift for at modtage hormonbehandling og juridisk skifte køn.
Elon Musk har siden udtrykt, at han blev narret til at signere tilladelsen, fordi han blev bildt ind, at hun ville tage sit eget liv. Han har desuden forklaret datterens kønsdysfori med, at hun blev født homoseksuel og »lettere autistisk«. Vivian Jenna Wilson har afvist begge påstande.
I forbindelse med sit kønsskifte gjorde hun sig både økonomisk uafhængig af sin far og brød kontakten til ham.
»Jeg lever ikke længere med eller er interesseret i at være relateret til min biologiske far på nogen som helst måde«, skrev hun i sin anmodning om navneskifte til myndighederne.
Hun har dog tilsyneladende haft svært ved helt at distancere sig fra sin far. I hvert fald i offentlighedens øjne.
Det gælder særligt efter han blev en del af den tætteste inderkreds omkring Donald Trump, der allerede få dage inde i sin præsidentperiode begyndte at underskrive dekreter, som begrænser transpersoners rettigheder.
Præsidenten har blandt andet fået fjernet data om seksuelle minoriteter og transpersoner fra officielle regeringshjemmesider. Transpersoners mulighed for at få skrevet deres køn ind i pas er også blevet fjernet, ligesom de heller ikke længere må tjene i militæret. Donald Trump har desuden forsøgt at forbyde den behandling af mindreårige transpersoner, som Vivian Jenna Wilson selv modtog som teenager.
»Det er tegneserieagtigt ondt«, siger hun om den regering, hendes far arbejder for.
Selv er hun i en biografi om Elon Musk blevet beskrevet som »radikal marxist«. Men det er hun med egne ord ikke.
Streamer, realitystjerne eller model
Vivian Jenna Wilson fortæller Teen Vogue, at hun er venstreorienteret.
Som barn af ekstrem rigdom i Los Angeles havde hun svært ved at forstå, hvordan der i samme by kunne bo hjemløse på gaden. I dag bakker hun op om idéer som borgerløn og velfærd for alle, ligesom hun mener, at de rigeste amerikanere udgør et af de største problemer i USA.
»Jeg har mødt nogle af de milliardærer. De er ikke gode mennesker«, siger hun.
Med andre ord står hun for alt det, hendes far og hans kollegaer i den amerikanske regering forsøger at bekæmpe eller begrænse. Måske derfor bliver hun også ved med at forholde sig til ham og deres politik, mens hun over for sit eget publikum på internettet forsøger at blive en offentlig figur i egen ret.
Her poster hun lige så ofte videoer, hvor hun imiterer den animerede version af Rapunzel, eller selfies i flatterende sollys, som hun mere eller mindre indirekte agerer politisk kommentator.
Hvad det hele skal blive til, ved hun – som mange andre 20-årige – ikke helt endnu. Hun drømte om at blive oversætter, da hun flyttede til Japan. Med sin nye digitale fanskare er hun begyndt at overveje, om hun i stedet kunne blive professionel streamer, realitystjerne eller model.
En gang imellem bruger hun dog også sine sociale medier til at udstille den helt personlige absurditet i at være barn af verdens rigeste person.
For eksempel da hun i februar endnu en gang opdagede på Reddit, at hun var blevet storesøster, da den konservative influencer Ashley St. Clair annoncerede, at hun og Elon Musk var blevet forældre til et barn.
»Wow, hvis jeg havde en øre for hver gang, jeg har fundet ud af, at jeg har halvsøskende på Reddit, ville jeg have to ører… hvilket ikke er meget, men det er da underligt, at det er sket to gange, ikke?«, skrev Vivian Jenna Wilson på TikTok.
Hvis du, eller en du kender, er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 20 12 01 eller i chatrådgivningen her.