Sexhistorierne i ‘Elskovspony’ er pinlige og grimme – og nogle gange endda mere end det

Sexhistorierne i ‘Elskovspony’ er pinlige og grimme – og nogle gange endda mere end det
Astrid Olsen er vært i podcasten 'Elskovspony'. (Foto: Rune Svenningsen)

PODCAST. »Altså, er det normalt at være så strategisk omkring sin lort. Er I andre også det?«

Det spørger influencer Astrid Olsen på et tidspunkt sine gæster i DR-podcasten ’Elskovspony’, hvor hun inviterer kendisser fra især sociale medier og tv ind for at dele en anekdote fra deres sexliv.

Komiker Oliver Stanescu har netop fortalt en historie om en våd aften på Damhuskroen. På vej hjem til en scoring begynder han at mærke noget, der trykker, men han satser på, at han kan holde sig.

Det ender rimelig fatalt, afslører han i podcasten, hvor man også kan høre podcastvært og tidligere ‘Bachelorette’ Lissa Paustian fortælle om dengang, hun grissede sengetøjet hos en meget clean mand til med selvbruner. Og dengang content creator Eva Lilja tog hjem til et bootycall … i den tro, at det var en anden.

I ’Elskovspony’ skal vi sammen være i af alt det, som sex kan hænde at være: Det pinlige, random og grimme.

»Så kan vi forhåbentligt grine lidt af det og føle os lidt mindre alene«, som Astrid Olsen siger.

I hvert ugentlige afsnit introduceres en rekvisit, som relaterer sig til dagens sexhistorie. For eksempel ’Turen går til Island’ (inden skuespiller Anton Hjejles historie), sveskegrød (influencer Skaeptiske Bella) eller et amerikansk flag (forfatter Glenn Bech).

Rekvisitten befinder sig under en gylden klokke, hvilket man opdager, hvis man følger med på Youtube-kanalen. Her kan man også se Astrid Olsen og gæsterne i et pastelfarvet dagligstuestudie med temmelig kedelig lyssætning, stueplanter og lidt krøllede gardiner.

Men indimellem er billedsiden en forudsætning for, at man kan følge med i programmet. Oliver Stanescu bliver eksempelvis bedt om at mase et passende antal romkugler ned i et par underbukser for at demonstrere, hvor slemt det stod til, da han engang havde skidt i bukserne. Til stor underholdning for Olsen og de øvrige gæster, komiker Victor Lander og podcastvært Chano Jørgensen.

»Det er ligesom at være med i ’Stormester’, bare Temu-udgaven«, bliver der sagt, imens Stanescu tager en bid af ’lorten’.

Work-in-progress

Astrid Olsen er kendt for at turde at være sårbar og åbent dele ud af sig selv. Og som vært stiller hun ikke kun spørgsmål, hun svarer også selv på dem.

Stemningen er løssluppen, snakken går ad omveje, og hurtige kommentarer flyver rundt i rummet.

Astrid Olsen. (Foto: Rune Svenningsen)

»Jeg har meget lyst til at sidde på en bar med jer«, siger værten på et tidspunkt, og ’Elskovspony’ er faktisk lidt ligesom at smuglytte til nabobordet, som har en joke kørende.

Det kan være underholdende, men lytteoplevelsen er ikke særligt intim, på trods af emnet. Det afhænger af gæsternes historie.

Når en anekdotes pointe er, at en sexpartner har opført sig på en grinagtig måde, er programmet ret forglemmeligt. Jeg føler mig i hvert fald ikke mindre alene, når panelet griner over anonymiserede menneskers mærkelige adfærd under sex.

Podcasten lykkes bedst, når gæsterne har noget på spil, giver noget af sig selv, og på den måde bygger bro på tværs af seksualiteter og begærsretninger.

Når man taler om sexting-kultur, når Grindr bliver forklaret forfra, og når gæsterne når et sted hen i samtalen, hvor de reflekterer over, hvad appen henvendt til homoseksuelle mænd skaber af misforståelser og muligheder:

»Det er jo det gode ved, at man er mænd, der er sammen med mænd. Det er, at du har jo ligesom en løgnedetektor på dig, som er … pikken. Så du kan sige, hvad fanden du vil, og gøre hvad fanden du vil, men hvis ikke du kan mærke det, så er du afsløret, kammerat, så er der ikke gang i den. Og jeg tror, at alle har prøvet, at der ikke er gang i den af den ene eller anden årsag. Og den eneste måde at komme ud af det på, det er jo simpelthen bare at sige, jeg er nødt til lige at komme i sync med det her. Hvorfor er det, at jeg ikke føler mig godt til rette?«, fortæller skuespiller Magnus Haugaard på et tidspunkt.

Podcasten føles stadig som et work-in-progress. På Youtube-kanalen kan man dagbogsagtigt følge skabelsen af programmet, tankerne bag, og når Astrid Olsen sidder om aftenen og tilrettelægger sin speak.

Alt det giver mig sådan en lyst til at heppe på ’Elskovspony’, selv om programmets mission og format ikke helt hænger sammen endnu.


Kort sagt:
Med sexhistorie-podcasten ’Elskovspony’ vil Astrid Olsen aftabuisere de grimme og pinlige historier, så vi føler os mindre alene. Men indtil videre føles det mest som at sidde på en bar og smuglytte til nabobordet, som har en joke kørende.

’Elskovspony’. Podcast. Vært: Astrid Olsen. Producer: Johanne Nørskov. Redaktør: Simon De Assis. Varighed: Ugentlige afsnit á ca. 30 min. Platform: DR LYD.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af