’Døgnet’: Sex, drugs & taleradio – var Radio24syv i virkeligheden en røvhulsfabrik?

Kristoffer Linds nye roman gennemgår Radio24syvs undergang, mens den viser, hvordan mediebranchen skaber sig en ny arrogant narrøv.
‘Døgnet’ af Kristoffer Lind. (Foto: Tobias Røder)

ROMAN. Radio24Syv har indtil videre haft et næsten martyrisk eftermæle. Det var radiostationen, der blev offer for Dansk Folkepartis jydekniv, fordi de simpelthen var for skarpe, for kritiske og for originale. Sådan er myten i hvert fald.

Men nu får myten sig en solid justering i Kristoffer Linds nye roman.

’Døgnet’ præsenterer nemlig en opkomlings møde med et arbejdsmiljø, hvor succes rimer på grænseoverskridelse, og festerne lyder som et tag selv-bord hos Pablo Escobar.  

Den originale taleradios originalitet havde en menneskelig pris, der måske er blevet glemt i det clusterfuck af offentlige udbud, Loud-lanceringer og 24syv-copycatte, der er dansk mediepolitik.

For en god ordens skyld handler ’Døgnet’ sådan set ikke om Radio24syv, men om radiostationen »Døgnet«. Det skyldes, at romanen er fiktionaliseret. Hvilket i det her tilfælde betyder, at Kristoffer Lind har leget en enerverende navneleg, så alt og alle juridisk set ikke bliver omtalt.

Mette Høeg hedder således ikke Mette Høeg, hun hedder i stedet »Annette Falk« (du behøver ikke være fuglekender, for at se hvad der foregår her).

Navngivningen er virkelig en forhindring, man skal forcere for at nå ind til den ellers gode roman, fordi den står i vejen lige fra starten.

I romanens to første sætninger bliver du nemlig bombarderet med de tåbelige navne: Tom Appelblat, Bulder, Mille Stokhus, Dina Ina, John Octavian og nu bliver det rigtig dumt: programcheferne Chip & Chap.

Navne som Chip og Chap ødelægger jævnligt stemningen og intensiteten i den ellers ret mørke mediesatire, der handler om magtmisbrug, misundelse og moral. Det er simpelthen for fjollet at se to Disney-egern fare rundt for sit indre blik.

Det bliver ekstra fjollet, fordi navnene er så dårlige forklædninger. Hvor mange programchefer på hedengangne Radio24syv har lavet en Nordkorea-dokumentar og går med jakkesæt og en Fantomet-ring?

Det er heller ikke svært at regne ud hvilken helt tredje mediechef, der får tilnavnet »Gramsefar« i romanen og i det hele taget kommer til at virke som en overordentligt klam stodder.

Den unge Tokes lidelser

Der er helt sikkert flere af afsløringerne i romanen, der kan blive sprængfarlige i virkelighedens verden. Der er flere grove beskyldninger mod praktisk talt navngivne personer. Og hvis retssagen efter Thomas Bobergs roman ’Insula’ sidste år er en rettesnor, så bliver folk stadig pænt sure over fiktionalisering, selvom deres navne er blevet ændret.

Heldigvis er det ikke det eneste interessante ved ’Døgnet’.

Den er nemlig også en slags dannelsesroman, der viser hvordan den usikre journalistpraktikant Toke Lindahl bliver et hensynsløst mediemonster.

Kristoffer Lind. (Foto: Andreas Braamunk Møller)

Toke Lindahl er selvfølgelig et dæknavn for Kristoffer Lind, der sjovt nok også startede på Radio24syv og muligvis har gennemgået den samme rejse mod mørket, som Toke gør i romanen.

Toke arbejder på kulturprogrammet ’Aldrig Kultur’, hvor han går fra stikirenddreng til medvært. Alt imens han begynder at stige til tops synker hele radiostationen til gengæld mod bunden, fordi deres sendetilladelse ikke bliver forlænget og de taber DAB-udbuddet til ungdomsradioen ’Wow!’.

Radiostationens undergang er et skønt bagtæppe, der gør redaktionslokalerne til en bitter kampplads. Alle ved, at der bliver færre stillinger på radioen om lidt. Så hvem er ude, og hvem er inde?

Toke begynder i hvert fald at smede rænker og slibe rundsavene på albuerne.

Det på trods af, at arbejdspladsen er rimelig godt gammeldags giftig. Alle firmafester og medarbejderkomsammener, der er beskrevet i romanen, er én lang grænseoverskridelse.

Der er den allestedsnærværende narko, der er MeToo-nedtysningerne og så er der en fuldstændig absurd scene, hvor Toke bliver gruppepresset til at begå noget, der ligger på tærsklen til kannibalisme.

’Døgnet’ er en smuk opvisning i forblindelse. Toke kan simpelthen slet ikke se, hvordan hans grænser rykkes, og hvordan han bliver hvirvlet ind i en syg verden.

I en af bogens nøglescener, får han et reality check, da han mødes med en gammel studiekammerat, hvor replikvekslingen lyder:

»- Det lyder da helt forfærdeligt, sagde han så.
– Hvad mener du?
– Ja, det du lige beskrev. Sådan skal en arbejdsplads ikke være.«

Gæt selv om Toke går kvit eller dobbelt, efter advarslen.

Ikke for de helt uindviede

Romanens sprog er stilsikkert uimponeret. Historien flyder let og er flere steder virkelig morsom. Dels fordi der sker syrede ting, og karaktergalleriet er lige så kulørt som virkelighedens Radio24syv var det, men også fordi der ligger en lakonisk humor og lurer bag hvert andet punktum.

Der er dog kapitler, det er helt umuligt at værdsætte, hvis man ikke allerede er bare lidt inden i undergangsfortællingen om det radiofoniske flagskib.

Der er mange passager, der primært handler om chefrokader og offentligt udbudsmateriale. Det lykkes med nød at næppe for Lind at gøre det læseværdigt, men det er også kun fordi Radio24syvs lukning var så stor en farce.

Jeg var en af dem, der sad og lyttede med, mens radiosignalet endegyldigt fordampede fra æteren i 2019. Jeg læste medievidenskab, mens alt det her stod på, og kanalen var praktisk talt pligtlytning.

Selv med forhåndskendskab og faglig interesse til sagaen om Radio24syv bliver nogle af detaljerne om lukningen lidt stenede og gør ikke romanen nogen tjenester.

Heldigvis bliver det hurtigt vedkommende igen, når Toke rejser mod mørket.


Kort sagt:
‘Døgnet’ er en fiktionaliseret tur ned i det Radio24Syv-formede kaninhul på godt og ondt. På trods af useriøse navne og kedelige detaljer om offentlige udbudsrunder er ’Døgnet’ en fin roman om at vende sin usikkerhed til arrogance og hvad der sker med et menneske i et miljø, hvor regler er mere flydende end faste.

'Døgnet'. Roman. Forfatter: Kristoffer Lind. Forlag: Grønningen 1. Længde: 220 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af