Kommentar: Har Kanye West en plads i moden?

Det korte svar: Måske. Efter en årelang og forgæves kamp for en plads i modebranchens indercirkel kan Kanye Wests claim to fame blive tøj til masserne.
Kommentar: Har Kanye West en plads i moden?

KOMMENTAR Kanye Wests fascination af mode er langt fra ny. Han har tidligere lavet sneakers med Nike og Louis Vuitton, lanceret kollektioner for det franske mærke A.P.C. og præsenteret kollektioner i eget navn under modeugerne i Paris i både 2011 og 2012. Begge blev hudflettet af den internationale presse for at være ligegyldige og amatøragtige, men det har ikke slået ham ud.

I dag snakker han oftere om mode end musik i interview, men han lader til at have droppet ideen om at tilkæmpe sig en plads i luksusmodens hierarki. Heldigvis, for han besidder slet ikke den baggrund og viden om håndværk og teknikker, som den del af moden traditionelt set kræver.

I stedet vil han, med sine egne ord, skabe det største tøjfirma i menneskehedens historie. Første skridt er den ‘Yeezy’-kollektion, han har produceret i samarbejde med Adidas Originals, og som kommer til salg til efteråret. Tøjet er rent modemæssigt ikke særlig interessant. Det er holdt i neutrale nuancer og inspireret af din rige mosters yogasæt, samt hvad du kan finde i militære overskudslagre. Hang det på en bøjle i en butik, ville det ikke se videre spændende ud.

Men som tøjmand kan Kanye alligevel noget specielt, ikke mindst fordi han er en mester i iscenesættelse. Med 50 modeller – de fleste castet fra en åben audition – var det et mangfoldigt udtryk af mennesker, der bar ‘Yeezy’-kollektionen frem under modeugen i New York tidligere i år, både når det kom til hudfarve og kropsstørrelse. Samtidig er det interessant, at han lancerede en decideret unisex-kollektion og holdt priserne i et moderat leje. ‘Yeezy’ skal vitterligt være tøj til masserne, ligegyldig hvordan de ser ud.

Yeezy

 

Ambitionen om at skabe verdens største tøjfirma kan klinge hult, når den holdes op imod Kanyes ellers ofte elitære attitude og det musikalske output, der igen og igen netop har droppet den lette vej til mainstream-anerkendelse for i stedet at udfordre både publikum og ham selv. Men det er smart tænkt i en modebranche, der er ved at tabe pusten i jagten på den næste store trend og i samme ombæring sætter forbrugerne af.

Mange føler sig distanceret fra de idealer og menneskesyn, som adskillige luksusmodebrands præsenterer. Netop derfor virker det smart at lancere noget, der hverken er heteronormativt eller kønsstereotypt, fordi der er opbrud i manges måde at anskue køn og seksualitet på.

Selv om H&M har en plus size-afdeling, mangler der et brand, der omfavner den brede befolknings diversitet. Hvis det kræver ‘Yeezy’s neutrale tøj at ramme bredt, må det til at starte med være sådan, for ideen er god.

Det er ikke første gang, at Kanye går forrest, når det handler om trends. Sammen med A$AP Rocky medvirkede han for et par år siden til ‘street goth’-stilens gennembrud med sin mørke og minimalistiske stil, der kombinerede lag-på-lag med dyre materialer og endnu dyrere high-tops. På den måde spillede han en afgørende rolle i at få traditionelt snævre luksusmodehuse som Givenchy, Balenciaga og Lanvin ud til et bredere publikum.

Det er endnu for tidligt at sige, om Kanye vil lykkes med sin nye modemission. Men lige meget om man er fascineret af manden eller ej, er det svært at benægte, at han bruger nogle greb og ser nogle strukturer, der er unikke. Og så er det jo heldigt for ham, at han også har midlerne til at rykke på det.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af