Lena Dunham undskylder, men fastholder kritik af retoucheret billede

Lena Dunham undskylder, men fastholder kritik af retoucheret billede
Lena Dunham i femte sæson af ‘Girls'

»Undskyld for at jeg gjorde dig til problemet, du seje spanske magasin«.

Sådan skrev Lena Dunham i en ny post på Instagram i går aftes dansk tid, efter at hun mandag nat havde langet ud efter El Pais’ månedsmagasin Tentaciones på grund af et forsidebillede, som den amerikanske serieskaber og skuespiller mente – og stadig mener – var retoucheret til ukendelighed.

»Jeg ved godt, at en masse mennesker godkendte det billede, før de landede hos jer – og hvorfor skulle de ikke gøre det? Jeg ser rigtig godt ud. Men det er en mærkelig følelse at se et billede og vide, at det ikke er ens krop længere (og jeg er ret sikker på, at det aldrig bliver min lårvide, men jeg kan ærlig talt ikke se, hvad der er blevet trimmet, og hvad der ikke er)«, skriver Dunham i det lange opfølgende svar, der kommer, efter at Tentaciones i går forklarede, at de intet har gjort ved det billede, som de har købt fra et billedbureau, og som flere folk omkring Dunham har godkendt.

Lena Dunham som Hannah i femte sæson af 'Girls'
Lena Dunham som Hannah i femte sæson af ‘Girls’

‘Girls’-skaberen vedkender sig også sin komplicerede fortid med retouchering med reference til hendes Vogue-forside fra 2014, hvor hun havde godkendt billeder, der tydeligvis også havde ændret på hendes naturlige udseende.

»Jeg vil leve i den her vilde verden og spille spillet og få mit arbejde set, og jeg vil også gerne være ærlig omkring, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Måske er det, fordi jeg er blevet 30. Måske er det, fordi jeg har set min udvalgte kandidat (Hillary Clinton, red.) blive kritiseret lige så meget for at have en normal kvindekrop, som hun bliver for sin politik«, skriver hun og fortsætter:

»Måske er det, fordi jeg blev syg og fandt ud af, at alt, der betyder noget, er at den her krop fungerer, ikke om den er mælkehvid og tynd. Men jeg vil noget andet nu«.

Dunham slutter med at skrive, at det er tid til at komme til bunds i sagen, så måske har vi ikke hørt det sidste endnu. Fotografen Ruven Afanador og Entertainment Weekly, der første gang bragte Tentaciones-billedet i 2013, er stadig tavse i sagen.

Læs også: Lena Dunham langer ud efter spansk magasin – men var hun for hurtig på aftrækkeren?

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af