4man-bob

Bag det lidt kryptiske navn, 4man-bob, gemmer sig fire drenge fra Århus. Med egne ord er de i virkeligheden et hold forskere fra en fjern galakse, og ved en fejl er de landet her på jorden. Efter at have hørt deres demo, kan jeg kun glæde mig over, at de netop skulle styrte ned i lille Danmark. At de samtidig slog hovederne, og fandt på et kikset bandnavn, må os jordboere så leve med.

4man-bob har lavet en lyttevenlig demo i lo-fi genren og slipper rigtig godt fra det. Guitarerne skurrer ofte langsomt af sted og danner grundlaget for den gode melodi, mens computer, samples og keyboard bringer liv og mystik i sangene. Det er forfriskende at høre et dansk demoband, der dedikerer sig fuldt ud til lo-fi og indiemusikken samtidig med, at det vellykket integrerer elektroniske elementer.

På åbningsnummeret “Christ_mas (fantasy)” lægger bandet bunden med en iørefaldende melodi flankeret af en Blurforsanger Damon Albarn-lignende vokal. Langsomt udvikler nummeret sig og slutter af med juleklokker. Mere dyster er “Car Crash Kisses” inden den smukke og tranceskabende “Underneath”. Med en melankolsk melodi og præcist kalkulerede dobbeltslag på stortrommen kravler den langsomt ind under huden. En forholdsvis simpel komposition, der desværre er alt for kort.

Selv om 4man-bob skal have mere tid til at udvikle sig og pudse udtrykket af, er bandet et interessant bekendtskab, der har fået en god start her på jorden.

4man-bob. 'demo'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af