MIDTFYNS: Kaizers Orchestra – medicin mod mudder
Efter en dag med silende regn og knæhøj mudder var Kaizers Orchestra lige hvad publikum havde brug for. Et super energifyldt og uovertruffet sceneshow der virkelig fik folk op at køre, og de seks fyre forstod at fylde den store scene 100% ud.
Den hårdtslående og eksperimenterende rock var velspillet og det var helt igennem meget publikumsvenlig livemusik der blev trykket af. Der blev hamret løs på alt fra askebægre, olietønder til bilfælge. Allerede i andet nummer var forsangeren på crowdsurfing og var i sin euforiske rus nær aldrig kommet tilbage på scenen. Publikumskontakten var kanon og blev kørt i bedste humoristiske Red Warsawa stil.
Personligt ville jeg aldrig købe en cd med Kaizers Orchestra for at høre derhjemme, men det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg kommer til at se dem spille live igen, for det var da en oplevelse udover det sædvanlige. Sjældent har jeg set et band så sprudlende af energi.