eXcm
eXcm har noget at byde på, og det er tiltrængt i en genre, der myldrer med ikke altid lige musikalsk kompetente bands. Den danske metalscene er en blandet jernhandel, hvor mange bands ikke formår meget andet end at lave en massiv omgang larm uden overvældende lytterappeal. Der er naturligvis også mange, der gør noget ud af at præsentere et tight sammenspil og musisk kreativitet, og det er i denne gruppe man skal finde eXcm.
eXcm er ude med deres anden EP “hardcore hatemetal inc.”, og den er absolut et lyt værd, hvis man ikke lader sig afskrække af lidt småhurtige småforvrængede guitarer og lidt mindre P3orienteret vokal. EP’en, der er produceret af Tue Madsen indeholder 3 numre, hvor lyden er i top og alle instrumenter er velafstemt i forhold til hinanden. Det er godt lavet i en genre, hvor en meget veldefineret lyd er vigtig for ikke at falde i hullet med vedvarende larm kun afbrudt af mere larm.
De tre numre er en balanceret blanding af vokal og riffs, der viser bandets evner til at kombinere ultrahurtige passager med lækre swingende overgange. Derudover skal trommespillet fremhæves, der faktisk er i topklasse med yderst veldoseret dobbeltpedalarbejde og tribletter, der giver det hele endnu mere groove. Der skal alligevel advares mod at blande for meget halvfunk/rapcore i musikken, hvor man egentlig bare står og venter på, at det næste tonstunge riff kommer. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men det bryder alligevel den ellers så konsekvente stil.
Kan bandet levere deres repetoire i en liveversion, der er ligeså velsammenspillet og afbalanceret lydmæssigt, er der noget rigtigt godt i vente til de, der får optur af imponerende lydkontrol og godt groove. eXcm’s EP er rigtig god metalkvalitet!