Freestyle kings – Craig G wins
Der var i forvejen lagt op til et brag af en aften på Loppen i København i selskab med freestylekongen Craig G samt Fightnight mesteren i den internationale konkurrence anno 2002, svenskeren Professor P. Mit første indtryk af aftenen var imidlertid langt fra vibrerende og sitrende forventninger men derimod gedigen søndagsstemning. Langt størstedelen af publikum lignede derimod nogle for hvem det havde krævet en kraftanstrengelse af format at vælge Loppen og Craig G frem for videofilm og junk foran stuealteret. Mange havde imidlertid valgt den lette løsning, så der var vel kun mødt ca. 150 sjæle op.
“The host with the most”, Per V, var imidlertid klar og gik engageret på scenen og introducerede aftenens opvarmning Professor P som i aftenens anledning vist havde taget samtlige hjemmepojkar og flickar med på scenen. Således indfandt der sig ikke færre end 10 (ti!) musikere plus udstyr på Loppens stærkt begrænsede scene. Sanger, blæsere, bassist og – naturligvis – den uundværlige hypeman. Den svenske freestyle konge rappede sig igennem fem numre, der flirtede heftigt med en rund funk lyd, men som kvalitetsmæssigt ikke formåede at efterlade noget specielt imponerende indtryk, med et band der ikke virkede sammenspillede og numre der ikke virkede særligt originale. Og hvad Professor P i hvert fald ikke formåede var at sætte gang i et publikum, der stadig stod og hang op af hinanden og træstolperne foran scenen. Dertil var numrene for bløde og kælne og jeg greb mig sig selv i at savne en siddeplads i sofaen og VM-finalen i damefodbold som jeg havde forladt til fordel for Loppen. Og vittige hoveder blandt publikum begyndte at mene, at Professor Ps koncert snarere mindede om en nedkøling frem for en opvarming. Og fristil fik vi for øvrigt ikke meget af fra professoren.
Hvis ikke allerede nedkølede gik publikum imidlertid helt kolde efter koncerten. Der skulle gå godt en time fra Professor Ps opvarmning til aftenens stjerne kom på scenen! Craig G skulle suppleres af DJ Noize bag DJ pulten, men Noize var imidlertid forsinket, så vi ventede pænt.
Endelig kom Noize og Craig G gik på og fra det punkt var aftenen en fuldstændig anden. Craig G leverede et energisk set med et par old-school numre fra Juice Crew dagene samt nogle fede produktioner fra det nye album “This Is Now”. Men først og fremmest leverede han freestyle af en karat som det sjældent ses. Over et væld af forskellige flows blev der leveret freestyle som man ikke var i tvivl om var FRI STIL – skabt i øjeblikket til øjeblikket. Højdepunktet var, da frestylekongen i ca. 10 minutter rimede over genstande som publikum rakte ham (f.eks. Spunk-lakridser eller en New York Times avis) og da han sprintede ud blandt publikum og rappede om folk og deres påklædning. Alt sammen med rim af høj og original kvalitet. Stemningen steg naturligvis efterhånden som folk vågnede op og opdagede, at det var sjælden kvalitet de overværede, men desværre ikke nok til at det kunne holde Craig G på scenen mere end en time.
Professor P skuffede og ventetiden var irriterende men Craig G levede – godt suppleret af DJ Noize – fuldt op til forventningerne. Bare ærgerligt, at flere ikke kunne løsrive sig fra søndagssteneren – både dem der ikke var der, men også dem der var.