Sparkplug
Sparkplug er et politisk rock ‘n’ roll-band fra København, der har tænkt sig at sparke pappet i dine højtalere i stykker. På ‘Counter Culture’, der er bandets debut plade, giver de deres bud på rock a la Black Crowes og lignende retrofænomener. Pladen bugner af godt humør og høj pistolføring.
‘The Greatest Thing’ er et klart hit og danner sammen med ‘Pre Fab Life’ en solid duo, der bringer glædelige minder om Atomic Swing. På disse to numre påtager sanger Hot Roy Kazoo sig for alvor rollen som melodismed, og hvor den klæder ham.
Sangen ‘Drop out’ henter næsten en stjerne hjem i sig selv for ren energi med uh-kor, brede keyboards og en Doors møder Stones atmosfære, som alt for få forsøger at ramme, og endnu færre lykkedes med.
Man hører en fyldig bassist, der ved hvad han vil, en guitarist, der lirrer lige præcis så meget, der er behov for, og en trommeslager der er beskidt men tight. Fuld kraft frem med masser af entusiasme.
Desværre er der også små urenheder i overfladen. Denne anmelder så gerne, at der blev arbejdet lidt mere med vokalen, så den stod i skarpere kontrast til det tilpas skramlede rock ‘n’ roll-tæppe, der ligger solidt på gulvet.
Dette rokker dog ikke ved, at Sparkplug er en velolieret rock ‘n’ roll-maskine, der med speederen i bund cruiser ud af Helsingør-motorvejen. Kalechen er slået ned, og sikkerhedsselen hænger ubrugt.