Lambchop
Lambchop er nogle rigtige kritiker-darlings, og det 12 mand store Nashville-ensemble har stort set ikke sat en fod forkert siden debuten for ti år siden, ‘I Hope You’re Sitting Down’. Deres særegne blanding country, soul og lidt rocket støj har tiltrukket stor respekt, og søreme om deres to seneste album, det storladne og strygerbeklædte ‘Nixon’ (2000) og det intime ‘Is a Woman’ (2002), ikke også har solgt i anseelige mængder?
Nu udsender lammekoteletterne så to album på én gang – ‘Aw C’mon’ og ‘No You C’mon’ danner ikke et dobbeltalbum, men de er født af den samme kreative proces. Frontmand og sangskriver Kurt Wagner har i længere perioder over de seneste to år skrevet en sang om dagen, og det er naturligt nok endt med en ordentlig høstak. 24 sange er spredt udover de to skiver, men desværre kan de nakkehårs-rejsende højdepunkter, som gruppen tidligere har spredt så generøst om sig, være lige så vanskelige at finde som den famøse nål.
Der er ingen voldsom forskel på de to plader, de er begge smurt grundigt ind i en stor orkestrering med fremtrædende brug af klaver og strygere. Selvom Lambchop igen og igen betegnes som kongerne af den alternative country, er der såmænd ikke megen country over dem længere. Kurt og Co. lyder efterhånden mere som en tilbagelænet udgave af Tindersticks, og specielt på ‘Aw C’mon’, der må siges at være den mindst eventyrlystne af tvillingerne, er Kurt Wagners staccato-crooning tæt på at udspille sin rolle.
Den mere spraglede ‘No You C’mon’ byder på lidt mere variation, med den disharmoniske og støjrockende ‘Nothing Adventurous Please’, som den største overraskelse. Men følelsen af, at denne dobbeltudgivelse er sub-standard Lambchop vokser stødt, imens man åbner de 24 låger. Og de mange uinspirerede instrumentalnumre, der stener følelsesløst i ligegyldige rundgange, hjælper ikke.
Bevares, små saftige lækkerbiskner som blandt andet ‘Low Ambition’, ‘Steve McQueen’ og ‘I Hate Candy’ smelter på tungen og spreder varme i kroppen, men én håndfuld velsmagende koteletter i så stort et fad, er ikke nok til at redde middagen.