Various Artists

Kliché eller ej, myten om at tage publikum på en musikalsk rejse bliver genoplivet igen. Fabric smider nummer 14 i rækken af CDer på gaden, og denne gang står Stacey Pullen fra Detroit bag. London-klubben har gang på gang fået rosende og bekræftende ord med på vejen hvad angår deres compilation-serie. Ligeledes for deres klubaftener, lydanlæg og stort set alt andet der kan forbindes med klubben. Det fortsætter her.

Stacey Pullen siger selv, at han elsker at tage publikum med på en musikalsk rejse, og ikke vil sætte ord på stilarter og kategorisere i genrer. Han kan spille alt fra house til techno og tilbage i broken beat. Sidstnævnte genre berører han dog ikke på denne CD.

Stilen er nok en anelse mere tilgængelig for de fleste end hovedparten af Fabrics tidligere compilations, men dermed ikke sagt det er kommercielt eller cheesy på nogen måde. Det er tunge beats til dansegulvet. Deep house, funky house, tech house og tribal rytmer uden unødig brug af store vokal temaer eller letkøbte breakdowns, der ville få de mindre dedikerede clubbere til at juble overilet. Vi elsker jubel fra crowden – misforstå os ikke, men det skal være på baggrund af dedikation, indlevelse og kendskab til musikken. Så på trods af navnet er det ikke metervare-musik der kommer fra fabrikken på Charterhouse St i østlondon.

De musiknørdede og en del af byens DJs nikker nok mest genkendende til Vibe Residents og deres Rulers Anthem – B-siden til The DJs Are Calling, som er ude på Roger Sanchez eget Stealth-label, samt Peace Divisions tunge og forførende klubbasker Beatz & Peaces. Men hele tracklisten er hver for sig værd at give et lyt. Den almene klubgænger vil dog alligevel nok ikke have hæftet sig synderligt ved ret mange af titlerne på forhånd, men hører du til dem som danser weekenderne væk på Get Down, Vesterå, FanClub, Smile, Dish og lignende klubber rundt om i landet, så skal du give Fabric 14 et lyt – uden tvivl.

Den får 4 stjerner med pil i opadgående retning. Den lidt rodede sidste halvdel på CDen gør, at den ikke kommer helt op i det røde felt. Men det er en compilation over gennemsnittet, som stinker langt væk af kvalitet hele vejen.

Various Artists. 'Fabric 14 - Stacey Pullen'. Album. Fabric Records / Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af