Wax Poetic

Wax Poetiv blev oprindeligt startet som et projekt af Ilhan Erhasin, hvor hvem som helst kunne droppe forbi og spille med. I dag er det et decideret band med 5 medlemmer. Men baggrunden hænger tydeligvis ved. Der er så mange inspirationer der mødes og gør, at det er et ganske omfattende lydtæppe der her bliver rullet ud over os med deres Nublu Sessions.

Verdensmusik er en ikke helt forkert etikette at sætte på denne CD, for vi bliver fanget i et virvar af forførende vokaler, der på diverse sprog fastholder vores interesse. Vi suges ind i nettet af nu-jazz, bossanova, chillout, afslappende breakbeats, mere traditionel jazz og downbeat-prægede og etnisk-inspirerede numre. De bedste elementer fra de fleste verdensdele er samlet, og med hjælp fra mandlige og kvindlige vokalister som bandets sagerinde Norah Jones, U-Roy, N’Dea Davenport, Saul Williams og Marla Turner er det lykkedes at genskabe stemningen fra Nublu i Manhatten, som er Ilhans lille musikoase midt i storbyen. Et sted jeg med sikkerhed kunne finde på at besøge en sen eftermiddag eller tidlig aften midt i ugen, når jeg besøger The Big Apple.

Numrer som Tell Me, Flight In Dub og Homme er mine personlige favoritter. Men at fremhæve enkelte numre er svært, og vil måske ikke være helt fair, da hele albummet er en glimrende hyldest, udført af dygtige musikere, til Nublu, det sted de elsker at tilbringe deres tid på, og som er basen for hele dette interessante projekt.

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen… Godt jeg gav dette album et lyt. Noget jeg måske ikke normalt ville have gjort, men som absolut appelerede til nogle andre sanser og bidrog til nogle stemninger jeg alt for sjældent udfordrer.

Releasedato: 16. februar 2004

Wax Poetic. 'Nublu Sessions'. Album. Ultra Records / Playground Music.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af