Brimstone Butterfly

Faktisk var jeg ret imponeret, da jeg først fik cd’en i hånden. Det er én af den slags plader, man tør købe uden at have hørt den – alene på grund af det flotte og detaljerede layout. Tilmed udgiver Brimstone Butterfly, som de første i Danmark, også skiven i det endnu ret ukendte format dvd-audio.

Det er nogle stærke kompositioner som de århusianske sommerfugle leverer på deres andet album. Retroen er i højsædet, blandt andet på numre som ‘Let’s Go Out’ og ‘Tunnelvision’, hvor forsanger Thomas Krämer udlever sin indre David Bowie. Der er desuden masser af britisk inspireret, melodisk og groovy rock over ‘Normality Killed the Cat’.

Den eneste plet på sommerfuglevingen er ensformigheden. Bevares – pletter kan skam også være skønhedspletter, og det afhænger nok, af ørerne der lytter. Men det betyder, at sommerfuglen flyver lidt usikkert. Det kan være, det hjælper at sprede vingerne helt ud og turde flyve mod vinden..?

Om det var normaliteten, der slog katten ihjel ved jeg ikke, men det lader til, at den har indtaget en solid plads i hjerterne på Brimstone Butterfly.

Brimstone Butterfly. 'Normality Killed the Cat'. Album. Inzect Produktions.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af