Grace

Grace udsender hermed deres femte ep ‘Vintage Pop’. Gruppen bevæger sig indenfor den melankolske pop/rock, en genre som især Suede slog fast med udgivelserne ‘Suede’ og ‘Dog Man Star’ i første halvdel af 90’erne. Suede siges at være opløst, og det er godt det samme, da de for undertegnede står for en tidlig 1990’er nostalgi, og siden dengang har været præget af en underlig stilstand.

Stilstand er desværre også det indtryk, der står tilbage, når man har hørt ‘Vintage’. Grace forsøger sig med Suedes musikalske start-stop, og forsangerens karakteristiske stemme får associationerne til at klinge på en tændt Brett Anderson. Problemet er, at der bare ikke noget nyt i det. Det hele er hørt før.

Er man til Suede, og kan de stadig tænde een, så er det bare om at checke Grace ud, da materialet sår forventning om, at der er potentiale, når sangene leveres live. Det er et godt kort at have på hånden, men på plade skal det musikalske udtryk revurderes og nytænkes, hvis lytteren ikke skal tro, at ingenting har flyttet sig siden 1993.