Royal City

Canadiske Royal City formår med deres tredje album ‘Little Heart’s Ease’ at ramme dybt ind i ens følelsesregister. Med den harmoni og varme der er lagt for dagen, kan de få selv den kedeligste og grå hverdag til at fremstå, som var den smukkere end nogen dag før den.

Åbningsnummeret ‘Bring My Father a Gift’ starter ud med en mellemgulvsbankende bas, der buldrer af sted, som et tog på vej mod en fjern destination. Et sted på vejen mod det fjerne, samler den forsanger Aaron Riches op, da hans vokal forener rytmen. Smukke harmonier fylder omkvædet, alt imens linjen “He will come, he will come” skærer igennem. Sådan begynder en smuk tur igennem et veldefineret musikalsk univers, der tydeligt står i gæld til den alternative folk/country-genre tilsat elementer fra navne som Neil Young, Nick Cave og sågar Velvet Underground.

Ud over de klassiske virkemidler som bas, guitar og trommer, så er ‘Little Heart’s Ease’ også krydret med strygere, harmonika og klaver. Og det som regel på de helt rette steder.

Aaron Riches stemme formår virkelig at skabe de rammer, som sangene bliver sat ind i. Når han synger om sin “drunk body, beeding misery” i sangen ‘Can’t You’, bliver stemningen så intens, at man fuldt ud indlever sig i hans fortælling og finder tryghed og varme i denne.

Royal City har med ‘Little Heart’s Ease’ samlet de elementer af livet og musikken, som vi elsker og frygter, og komprimeret dem sammen til 12 formidable sange.

Royal City. 'Little Heart's Ease'. Album. Rough Trade.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af