Roskilde 04: Broken Social Scene – we forgot it!

Forventningerne var høje allerede længe inden canadiske Broken Social Scene gik på Pavillon-scenen sent søndag eftermiddag. Rygtet, at noget ekstraordinært fra dette på mere end én måde store orkester kunne forventes, huserede blandt de mest indie-rock-elskende publikummer. Og var trætheden til åben skue i ansigterne på de fremmødte, var der til gengæld et overskud af de store i den musikalske formåen hos de ti musikere, der entrede scenen.

Med tre guitarer, fire blæsere, adskillige sangere, trommer, bas og keyboards samt det løse leverede Broken Social Scene en koncert så rig på nuancer og detaljer, at man enten følte sig drænet eller forført på et sjældent oplevet plan. Med afsæt i det mirakuløst vellykkede album ‘You Forgot It In People’ spillede de mange musikere, så man fik følelsen af en usædvanlig symbiose af kræfter og en fælles evne til at give plads til hinandens talenter – direkte og live på scenen vel at mærke.

Først og fremmest i de mange guitarer der næsten tone for tone svarede på hinandens oplæg, men også de mange vokaler der til tider mindede om ren spontanitet, formåede at komme til orde de helt rigtige steder, så sangene fremstod som nogle af mest raffinerede og alsidige pop/rocksange hørt på dette års festival. Man glemte vitterligt det hele – og regnen – i de ti canadieres selskab.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af