Daniel Johnston m.fl.

“Listen up and I’ll tell a story / About an artist growing old”

Historien om Daniel Johnston er både sørgelig og sært smuk. Denne 43-årige dreng med det skrøbelige sind har hele sit liv været plaget af mentale lidelser. Han har skrevet en endeløs stribe af sange om pigen, der ikke gengældte hans kærlighed i de sene teenageår, været tynget af langvarige depressioner og bor nu atter hos sine forældre. Men han har også gennem det meste af sit liv kanaliseret sin ulykke ud gennem små naive, lo-fi sange, der har det med at vokse sig store og hjertegribende i deres nøgne fremstilling.

“Drove those demons out of my head / With an organ and a pencil full of lead”

Denne hyldest-udgivelse tjener mange formål. Først og fremmest er det Mark “Sparklehorse” Linkous’ forsøg på at skrabe penge sammen til Daniel Johnston, så denne kan købe sit eget hus og flytte væk fra sine forældre. Men dobbelt-cd’en præsenterer også Johnstons overvældende styrke som sangskriver – dels på cd’en med de 18 coverversioner og dels på cd’en med de originale versioner – for en helt ny lytterskare. Selv om Daniel Johnston i årevis har haft dedikerede fans blandt kunstnere som Sonic Youth, Wilco og Built to Spill, har han nemlig aldrig solgt særlig mange plader.

Det er et imponerende line-up, med Tom Waits, Eels, Tv on the Radio, Sparklehorse og Mercury Rev i spidsen, der tager Johnstons sange under behandling. Sangene smelter fint ind i de enkelte kunstneres universer og påtager sig nye identiteter, og kun i få tilfælde oplever man, at mere rockede versioner tromler melodierne til døde. Stærkest står bidragene fra Bright Eyes, Beck og Death Cab for Cutie, der opretholder det skrabede og skrøbelige udtryk, der er Daniel Johnstons eget.

“I’m a loner / I’m a sorry entertainer”

Det egentlige guld ligger da også og venter blandt originalversionerne. Johnstons ekstreme lo-fi lyd, ofte indspillet solo på en kassettebåndoptager med akkompagnement fra billige keyboards eller simpelt guitarspil, underbygger ærligheden i hans skingre stemme. Som denne anmeldelses tre citater viser, tager hans naive tekster udgangspunkt i hans eget liv, og oftest rammer de mere præcist og emmer mere af smerte, end hos nogen anden singer/songwriter med et større ordforråd.

Daniel Johnston er en guddommelig sangskriver. Må verden opleve hans talent. Må han få sit eget hus…

Daniel Johnston m.fl.. 'Discovered Covered'. Album. Gammon/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af