Camille Jones – Ice Ice Baby
Hvordan kan man være både cool og hot uden at blive lunken? Camille Jones med band gav lørdag aften svaret. For Camille Jones har hvad der skal til, det beviser hun i spændingsfeltet mellem RnB, country og rock, såvel på sin nyeste plade ‘Surrender’ som denne aften på Rust i det indre København og af den grund var mange forventningsfuldt mødt op til Jones og co.’s eneste offentlige koncert i hovedstaden.
At spille live RnB kræver sin rytmegruppe og Camille Jones var klædt på til opgaven med sit exceptionelle 5-mands band der fungerede sammentømret og leverede de stramme grooves der skulle til. Bolden lå ikke mindst hos Kristoffer Sjelberg (trommer) og Jens Bo Jones (percussion) der viste, at nogle gange passer hånden bare i handsken.
På scenen er Camille Jones en fryd. For med sin silkebløde soul-vokal og stilsikre og charmerende udtryk sørger hun for, at der både er noget til ørene og til øjnene. Men alt er ikke bare sukker og fløde og Jones beviste, at essensen i hendes sange er mere end glatte og til tider overfladiske produktioner. På mange af numrene viste Jones, at hun også kan håndtere en guitar, som i det stille øjeblik hvor de første spæde toner fra det første nummer blev slået an af Camille Jones selv, hvorefter hun roligt men med sikker hånd lod bandet omslutte sangen, for derefter at se den vokse.
Sangene svævede dog til tider væk i et univers af drømmende guitarklange og virkede som lidt for ligegyldige melodier og ord, og på den måde var det svært for nogle af kompositionerne helt at fænge. Men live har Camille Jones alligevel en spændende hybrid mellem nyt og gammelt, pop og rock, country og RnB, og her aner man udviklingen hen imod et langt strammere udtryk i både musik og tekst, som virkelig klæder sangene.