Diverse kunstnere
Hyldestplader kan i heldigste fald opfylde tre formål. For det første kan sådan en umage størrelse vise nye sider af den hyldede sangskrivers talenter. For det andet kan pladen vise nye sider af de optrædende kunstneres gemyt. For det tredje kan den fungere som opsamlingsplade for den sangskriver, man har fundet det værdigt at hylde.
På ‘Enjoy Every Sandwich’ mindes Warren Zevon, der døde af kræft sidste efterår. Han blev kun 56 år, men havde efter eget udsagn levet mindst to liv med stoffer, druk og en uegal samling plader med flere fortræffelige sange som for eksempel ‘Werewolves of London’, ‘Excitable Boy’ og ‘Mohammed’s Radio’. En sangskriver i grænselandet mellem Jackson Browne (de ofte lidt bløde produktioner), Tom Petty (mange sange i mellemhurtigt tempo) og Bruce Springsteen (de sociale kommentarer).
Desværre fungerer ‘Enjoy Every Sandwich’ ikke som opsamlingsplade, for de 14 sange er et dybt subjektivt udsnit af Zevons produktion. Til gengæld får man et meget godt indtryk af bredden i Zevons rockmusik. Fra Adam Sandlers (han synger helt ok) fint svingende ‘Werewolves of London’ til Springsteens indfølte udgave af ‘My Ride’s Here’. The Pixies leverer et andet højdepunkt med den fatalistiske minimalstøjrocker ‘Ain’t That Pretty At All’ og pladen rummer to Zevon-kompositioner han aldrig selv nåede at indspillede.
De udvalgte sange blomstrer for det meste i nye let omarrangerede udgaver, og Bob Dylan, Ry Cooder, Billy Bob Thornton, Steve Earle og The Wallflovers er alle logiske medvirkende. Og titlen, ‘Enjoy Every Sandwich’, er den bedste og mest meningsfyldte i umindelige tider. Tag den bare for pålydende.