Eminem

Så kom Eminems fjerde udspil endelig. Som man bliver ført gennem albummet, bliver man nærmest mere og mere sikker på, at man har hørt det før. Enten fordi han tidligere har lavet numre som umiskendeligt bevæger sig tæt op ad de nye eksemplarer, eller fordi produktionerne fortsætter i den linje, som meget af den musik (ikke kun hiphop), man hører og ser på tv. Men i forhold til mange andre, der prøver at fylde gammel spray på nye dåser, så klarer han det godt.

Selv om han overordnet gennem albummet er en smule mere afdæmpet og voksen i sit udtryk, er der stadig plads til at være lidt kontroversiel som på nummeret ‘Mosh’. Her får han på et langsomt march-agtigt beat sagt sin uforbeholdne mening om Bush og hans gerninger samtidig med, at strygerne og de dybe blæsere kommer til orde. Traditionen tro får han i en beskidt tone talt åbent om sit had til en ekskæreste på ‘Puke’. Men smilet kommer frem på læben, når man hører Eminem i orientalsk udgave på nummeret ‘Ass Like That’. En accent og rap han udfører elegant.

Men det er, som om Eminem er løbet tør for nye ideer, fordi han er fanget i sit eget univers. Den stil som på den ene side udmærker hans rapkunst, er også den, der på den anden side keder i længden. Er man til Eminems univers, så kan ‘Encore’ dog anbefales.