I-Wolf & Burdy
Vær beredt, som de glade spejdere siger. Bag navnet I-Wolf gemmer sig Wolfgang Schlögl fra Sofa Surfers, der med denne udgivelse har indgået alt andet end kompromisser. Albummet er et bud på, hvordan man helhjertet bryder med hæmmende genrer, og i stedet kreerer sit eget originale univers.
Det er hiphop, rap, r&b, electronica, funk, ja der er sågar brass band inde over. Men at sætte det i en kasse er umuligt og det lyder ej heller til at I-Wolf, er interesseret i det. Grænserne brydes og verdenen krydses med et sjældent set multilingvistisk album, der konstant overrasker.
Der rappes og synges på tysk, fransk og engelsk fra de flittigt brugte og dygtigt udvalgte gæster. Den mest prominente er Shaun Ryder (Happy Mondays og Black Grape), der sammen med det bulgarske brass band Karandilla medvirker på nummeret ‘Money Money’. Det er indtil nu uudforsket land, som viser sig smukt og funky. På et mere velkendt territorium finder vi ‘USA’, hvor der mesterligt rappes på fransk af KWAL og RQM, mens en tung og rå basgang suppleret med et begavet hiphop beat vækker minder om en langsom udgave af Leftfield. Et helt igennem sublimt nummer.
I-Wolf fusionerer og eksperimenterer, og skaber en helt ny verden. Den er rå, ufiltreret og dyster, men alligevel lyser den op med sin spontane glæde.