Bury Your Dead

Ved første gennemlytning af ‘Cover Your Tracks’ er der ikke meget, der kan få en til at bryde sig særligt meget om Bury Your Dead. Det er der heller ikke efter anden gennemlytning eller tredje for den sags skyld… Det er melodiløst moshcore på speed, monotont og i det hele taget ret fantasiløst.

Teknisk fungerer det alligevel meget godt. Godt rytmearbejde (Mark Castillo tidl. Hamartia på trommer), aggressivt, velkoordineret etc., men hvad nytter det, når man som lytter ikke tænker meget andet end “nå ja, dem om det…” efter de knap 32 minutter, det varer. Bevares, melodi og positive attituder er for de fleste hardcorebands vedkommende heller ikke noget, der lægges særligt meget vægt på. Det bærer ‘Cover Your Tracks’ præg af, og derfor bliver til det ikke til meget andet end råb og staccato riffs på en rytme, der arrigt halter af sted. Mere bliver det ikke til med Bury Your Dead.

Bandet beskriver de fleste af numrene, som fingeren til nogen eller noget. Fint nok, hvis det er, hvad man gerne vil, men har man ikke meget andet på hjerte, kan det nemt komme til at lyde, som om inspirationen har haft trange kår. Resultatet er i dette tilfælde ensformigt, kedeligt og intetsigende.

Numrenes titler er alle Tom Cruise filmtitler, og det vidner trods alt om lidt sympatisk selvironi. Aggressiviteten og energien er oppe at ringe fra start til slut, så hvis man er til hardcore, lever udgivelsen nok meget godt op til kravene. Men synes man, der skal mere til, så er ‘Cover Your Tracks’ ikke noget, der får én til at løfte øjenbrynene.

Bury Your Dead. 'Cover Your Tracks'. Album. Victory Records / Target distr..
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af