Diverse kunstnere
Omtrent et år efter DR P3’s undergrundselektroniske compilation ‘Radio Recordings One’ så dagens lys er opfølgeren just udkommet. Hvor etteren var mere hård i filten, er toeren blødere, men bestemt ikke kedelig.
‘Radio Recordings Two’ bevæger sig i et mangfoldigt musikalsk landskab, hvor dubben dog har fået en fremtrædende position. Til at begynde med optræder Junkyard Productions ‘Sister Let Him Go’, der med dens gamle jamaicanske dub på bedste vis understøtter Miss Arecas klassiske jazzede og Billie Holiday-lydende vokal. Nummeret er sublimt produceret, hvad enten det er reggae eller den elektroniske lyd, der er ens foretrukne musikunivers. De tre efterfølgende, fra henholdsvis Djosos Krost, Pellarin og Rasmus Møbius, bekender sig også grundlæggende til dubben, men deres vokalløse numre skubber dig mere tilbage i stolen og lader fødderne holde takten i stedet for hovedet.
Dette ændrer sig ikke synderligt på de to næste numre, hvor Crowd Control (også kendt fra D’Store Mix To) og Skyphone igen beviser at dansken kan komponere downbeat og chill-out på niveau med internationale chill-out og loungeopsamlinger som Café del Mar og Hôtel Costes. På nuværende tidspunkt har Radio Recordings Two henført dig til et stadie, som kun din moder kunne, da hun lullede dig til ro i hendes arme.
Denne salighed bliver dog abrupt forstyrret af Def Jaguar feat. Lieberkind, der med ‘Wear You Naked’, på samme måde som kæresten ville det, proklamerer, at nu er det fan’me nu! Du bliver rykket rundt med en uptempo electrolyd, der river dig i håret og kontinuerligt banker dit hoved udi luften. Mest af alt får man flashbacks fra Depeche Mode og de engelske firsere tilsat et skud amfetamin.
Efter denne orgasme får du igen normal hjerterytme med den succesombruste duo Trentemøller/DJ T.O.M’s ‘An Evening With Bobi Bros.’. “Bobi” henviser til den stemningsfulde københavnske Bobi Bar, hvor nummeret blev født over et par flasker rødvin. En meget dyb og dubbet houselyd krydres her med Trentemøllers orgel, der sammen emmer af storby, regnvejr, smøger og en tilbagelænet aften hvor tømmermændene plejes med reparationsbajere på stamværtshuset. Efter denne genialitet skuffes man dog lidt af Unexplodeds ‘Bubble Mine’, med dens apatiske vokal og monotone flow.
Det skal nævnes at der på compilationen eksisterer to yderligere radioversioner af Junkyard Productions ‘Sister Let Him Go’ og Def Jaguars ‘Wear You Naked’. Ydermere forefindes Crowd Controls ‘Liberty City – Weekends Are Made For Loungin” i en dub version.
‘Radio Recordings Two’ er et glimrende udvalgt øjebliksbillede af den danske elektroniske undergrundsscene, som er et værdigt bekendtskab for alle, der tillægger de nævnte genrer og stemninger nogen betydning.