Marc Leclair
Marc Leclair er bedre kendt under sit kunstnernavn Akufen hvorunder hans seneste cd-udgivelser indbefatter ‘My Way’ fra ’02 og dj-mixet ‘Fabric 17’ fra sidste år, hvor han også udtalte følgende om sit fremtidige album: “My ideas are down, and I’m going to make a record with a few dance pieces but less so than the first one. It’s going to be more eclectic, more downtempo, more loungey and experimental.”
I denne ombæring har Leclair ladet sig inspirere af sin kones og nære veninders graviditet. I fortsættelse heraf har han betitlet albummets ni numre med x-antal dage, der samlet giver 274 dage – et gennemsnitligt svangerskab.
Om det er musik til gravide skal jeg som mand ikke gøre mig klog på, men et organisk og følelsesladet udtryk har ‘Musique pour les 3 femmes enceintes’ i høj grad. Leclair er kendt for sine meget minimale og omhyggelige samples, som han kalder ‘micro sampling’. Oven på enten brækkede dubbede, ambiente eller tech’ede grundelementer lægger han på første halvdel af albummet meget organiske og klikkede lydcollager, der skaber et filmisk og melankolsk udtryk. I den anden halvdel betones mere jævne tempi og rytmer sammen med rolige guitarsamples.
Det fjerde nummer, ’85e jour’, er betegnende for første del, idet det overrisles af et abrupt orgel oven på lyden af først sagte, senere øsende regnvand på en skovbund, samtidigt med græshoppers og fugles indbyrdes kor i baggrunden. Yderst stemningsfuldt! Men undertegnedes kærlighed er særligt for albummets sidste fem numre, hvor minimale og afvejede housebeats ikke overskygger Leclairs udtalte talent for at udvælge og inkorporere bevægende samples.
Leclairs udtalelse fra sidste år holder hele vejen. Albummets musikalske spændvidde er så stor og dets numre så elektronisk prægnante, at det absolut er et køb værd – om så kun for at blive klogere på sin smag.