Murder

Tag høretelefonerne på. Luk øjnene. Tryk play. Murder fylder dit hoved med rolige, behagelige toner og forsanger Jacob Bellens stemme læner sig blidt op ad melodierne. Det hele er ganske rart og pænt, men desværre også smadder ufarligt og poleret.
At der eksempelvis ligger pladeskrattelyde, som en hinde over et nummer, betyder ikke at lyden bliver rustik, endsige spændende. At man drysser lidt electronica hen over blid rock, gør ikke nødvendigvis retten eksotisk velsmagende.

“One Year from now it’s my Birthday” er en plade der er god at falde i søvn til, og så vil jeg lade det være op til den enkelte at dømme om det er en kvalitet. Hvis du leder efter en plade med originalitet og overraskende momenter, vil du højst sandsynligt blive skuffet.
Til gengæld kan man rose Murder for at have begået en plade med en rød linie hele vejen igennem. Som lytter er man i samme univers gennem pladens 10 skæringer, hvilket betyder, at der ikke er et fremtædende nummer, der har sat sig fast i hovedet, når man vågner.

Jacob Bellens har en stemme, som læner sig kraftigt op af en ung Bowie, og han synger faktisk ganske udmærket. Her er der ikke et strejf af dansk accent over de engelske gloser, som han selv har skrevet. Det er solide tekster, der passer godt til pladens stemning, som i et af pladens bedre numre ‘Swingers’: “They’re building houses in your name and playing soft guitars, no strings attached”.
Et andet nummer jeg vil fremhæve, er det efterfølgende ‘A thousand Roads”, hvor dobbeltvokal og en dejlig keyboard-kaskade får lov til at sætte fut i nummeret, mens Bellens stemme, ironisk nok, inderligt synger “We were finally making sense”.

I den medfølgende pressemeddelelse, står der at et større pladeselskab sprang fra i sidste øjeblik, da de ønskede et album, der var mere upbeat. Lo-Fi undskyldninger eller ej, for en sjælden gang skyld, forstår jeg pladeselskabet. Her er både talent og lyd, der har et potentiale, som fortjener, at få et los i bagen og ryge ud på dybere vand, hvor resultatet højst sandsynligt var blevet mere spændende og vedkommende.

Murder. 'One Year from now it's my Birthday'. Album. Lidocaine/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af