Sicknature
Måske tror danske Jeppe Munk Andersen på numerologi, for han har taget navneforandring fra Acorn til Sicknature. Muligvis i forhåbning om, at han med det nye navn og albummet ‘The Outbreak’ vil kunne plante dannebrog solidt på hiphop-verdenskortet.
Sicknature er ingen ny mand i branchen, han har gennem en del år rappet og produceret for et antal hoveder på den danske hiphop scene eksempelvis Tjes Boogie, Rent Mel og Funkflush.
For et par somre siden fik Sicknature også et diskret hit på MTV up north. Og samme stil går igen på dette album. De fleste numre er produceret med en international lyd skabt af produceren Jesta. Det er dog ikke et kvalitetsstempel i sig selv, for de fleste beats forekommer for monotone og uoriginale. Men hvorfor ikke støve gamle toner op, for det er jo den gyldne vej til succes.
Etablerede rappere som Coolio og J-Ro fra Tha Alkaholiks pynter som international glasur på denne skive, hvor sidstnævnte sætter sit aftryk på hele tre numre.
Til de hurtige beats, som der er en del af, for eksempel ‘Right and Exact’, bliver Sicknatures skift i flow uharmonisk og direkte ude af takt. Ligesom forsøgene på at lave clubbangers med ‘Somebody Stop Me’ og ‘Slip Away’ med Coolio, skaber dissonans mellem rapperen og den gennemtrængende hi-hat. Groft sagt fungerer hverken beats eller flow optimalt for nogen af de herrer.
På ‘All My People’ dropper Gage & Syble et par vers, der flowmæssigt er gode, faktisk albummets bedste. Men harmonien brydes af et irriterende omkvæd, som kunne være inspireret af G-Unit’s soldater univers.
Sicknature forsøger at appellere til den brede masse, derfor slår han et slag forbi den mere poppede genre med det melodiske, sentimentale og mere raffinerede nummer ‘Sacrifice’. Her bakkes han op af gospelsang leveret af sopranerne Christina Hansen og Mette Dahl Trodslev. Sicknature er væsentlig bedre på dette track end på mange af de andre numre, og det skyldes, at tempoet er sat væsentlig ned, hvilket giver bedre overenstemmelse mellem flow og beat.
Sicknatures vision om at indtage verden med udgangspunkt i ‘Outbreak’ er beundringsværdig. Men det samlede album giver mere en fornemmelse af, at han er for ivrig efter at erobre verden uden at have den rette lyd til sit flow. Enten skal Sicknature skrue ned for ambitionerne eller også for tempoet i sine produktioner for at fuldføre sin mission!