Varano

Du kender Morten Varano fra samarbejdet med Alex Puddu i Puddu Varano, måske den største danske succes på den internationale elektroniske musikscene. I 2003 besluttede de to at gå hvert til sit, og Morten er nu klar med sit første solo album under navnet Varano. I realiteten er ‘Step Up’ dog en videreførelse af Puddu Varano.

Stilen er stadig house/lounge/downbeat/soul/latin/afro – umiddelbart mange genrer, men lyden kan kort beskrives som funky og kendes fra for eksempel Hôtel Costes. På første singleudspil ‘Step Up’ har Varano prominent besøg af sangerinden Wunmi kendt fra blandt andet Masters At Work. Et downbeat nummer med en ordentlig dosis 70’er-soul, lækre blæsearrangementer, funky guitar, hvor Wumnis stemme klæber til nummeret, som var den lavet af sirup.

Varano har i det hele taget en flot besat gæsteliste, som blandt andre også tæller sangerinden Diane Charlemagne, kendt som fast sanger for Moby. Diane optræder på ikke mindre end tre numre, herunder ‘Music is My Soul’, et latin-inspireret nummer, som kan få selv den mest stivnakkede bankmand til at nikke med hovedet.

Med den lange gæsteliste, og dermed også en kontinuerlig udvikling på albummet, har Varano formået at skabe et album af høj international klasse, og samtidigt sat en tyk streg under, at lounge musikken stadig lever.

Varano. 'Step Up'. Album. Murena Records/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af