Willy Mason
Det er altså svært at tro på, at Willy Mason kun er 20 år gammel. Musikalsk oser debutpladen ‘Where the Humans Eat’ af modenhed, og rent vokalmæssigt lyder Mason til at have sunget i mindst dobbelt så mange år. Det bliver dog mere plausibelt, når det erfares, at nogle af Masons første inspirationskilder var Nirvana og Rage Against the Machine.
Ingen af de to bands betydning kan dog høres i musikken, men nærmere i den fanden-i-voldskhed og nærvær, som Mason ligger for dagen. Musikalsk lægger pladen sig mere op ad singer/songwriter, blues og country/folk-musikken, hvor navne som Johnny Cash, Hank Williams og vennen Conor Oberst (Bright Eyes) hurtigt melder sig.
Tekstmæssigt rammer Mason plet med humoristiske sange om sin opvækst, og guldkorn som “You shouldn’t read Dostoevsky at your age”, lyder mest som en kommentar til alle de kritikere, der måtte mene, at Mason er for ung til denne genre, som normalt er domineret af ældre mænd.
En smule banjo, en masse slideguitar og trommer spillet med whiskers bygget op omkring Masons akustiske guitar fylder en del af lydbilledet ud, og specielt på første halvdel af pladen viser talentet sig for at skrive rigtig gode sange. Næsten alle numre holder dog en fin standard med ‘Still a Fly’ og ‘Oxygen’ som favoritterne. Det er dog på grænsen til det irriterende, når Mason synger så dovent, ugideligt og falskt, at tæerne næsten krummes. Bare fordi det er lo-fi, behøver man altså ikke synge urent – specielt ikke når man har vist, at vokalen absolut intet fejler.