Madcon

Det er nu bevist, at nordmænd kan andet end at stå på ski og bore efter olie. I 1992 blev Mad Conference (Madcon) dannet af Tshawe Baqua a.k.a Kapricon og Yosef Wolde-Mariam a.k.a Critical, der begge har rødder i Afrika. I 2003 scorede duoen en grammy og har tidligere varmet op for anerkendte navne som Gangstarr og Timbuktu.

Med debutalbummet ‘It’s All a Madcon’ har duoen dækket op med en buffet af melodiske og rumperystende beats og som tilbehør serveres samfundskritiske vers krydret med blød vokal og verdensmusik.

Produktionerne viser stor alsidighed og international kaliber. Nummeret ‘Home’ er eksempelvis en lækkerbisken smagt til med arabisk sang, steal guitar og en kælen vokal leveret af sangerinden Noora. ‘In a Day’ er en latin-inspireret hoftevrider, der oser af så meget sol og varme, at man ikke skulle tro, den stammer fra det kolde nord.

Mange rappere har alt for ofte taget munden for fuld ved selv at synge omkvæd. Men Madcon fortjener ingen blå mærker af den grund, for de leverer vokal og flows stilsikkert og professionelt i samarbejde med blandt andre den norske r’n’b-sanger Sofian.

Norsk hiphop er for mange danskere en ukendt størrelse. Dette album kan være begyndelsen på en bølge af interessant hiphop fra Fleksnes’ hjemstavn, da Madcon formår at kombinere tekster om global uretfærdig og integrationsproblemer i Oslo med elementer af verdensmusik, så det svinger.

Madcon. 'It's All a Madcon'. Album. AA Recordings/Boonier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af