Young Gunz

Så er der gået lidt over et år, siden jeg sidst havde den ære at anmelde et album fra duoen Young Gunz. Hvordan skriver man om et album, som på ingen måde appellerer til én? Sagt med det samme, det er ikke blevet bedre med året, selvom det måske er leveret med samme tekniske snilde. De kan godt finde ud af at rappe, og produktionerne er teknisk veludførte. Men derefter stopper roserne, det vælter med ligegyldigheder af raptekstklicheer og produktioner; intet nyt fra den unge generation.

På albummet er der både sydstatsrap og soul-inspireret hiphop, men det bliver aldrig interessant, og vedkommende er det kun, når beatet bliver tilpas irriterende. De forskellige numre forsvinder ligeså hurtigt, som de er færdigspillet, hvis ikke man allerede før numret er tilvejebragt, lægger det døve øre til.

Hvis musik bare er til for at tjene penge, så er der ting, jeg hellere vil bruge min tid på. På dette album forenes forretningsmand og pseudogangster med overlegen sikkerhed, men ligesom deres Run DMC-lignende positurer på albumcoveret, bliver det i bedste fald komisk.

Young Gunz. 'Brothers from Another'. Album. Roc-A-Fella/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af