Roskilde 05: Hess is More – trippet morgenkomplet

Det lækreste playback-show med skuespillerinden Charlotte Munck i sygeplejersexet outfit bag den svedigste dybe, mandlige soulstemme. To trommesæt, et løst og et stramt, og både tabla og bongo i gang på én gang. Frontfigurens far og mor, der spiller en dansevise fra Møn, eller siger underlige ord til sampleren. En kortfilm, der lader instrumenter fra alverdens lande mødes for at nå frem til det samme sprog. Besætningen klædt i videnskabeligt hvide kitler. Mikkel Hess i lysseblå, danderende ubesværet rundt i instrumentparken. Lyden af børne-tv fra 70’erne. En lille figur fra det engleblide rhodes-orgel, en sprød sax, løse elektroniske trommelyde. Hittet ‘Walksong’ i flere forskellige udformninger. Fællessang = Dejlig doven bas i bunden med sløve banjo- og guitartrips henover, og pludselig vågner en slumrende klassiker: “Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt”. 50 percussion-ting fordelt blandt publikum, der hujer, klapper og spiller med som den ultimative overraskelse. Et glad ansigt med en melodica, og en ligeså tilfreds ven med en lille pose sand. Less or More? Whatever!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af