Hookah
Hookah betyder vandpibe, hvilket gør det til et ret sært navn til den debuterende danske pop-duo. Stemningen på albummet ‘Hooked on Hookah’ er nemlig så langt væk, man kan komme fra en arabisk vandpibe-bar. Hookah er festglad pop, når det er ærligst – pakket ind i let elektronisk fernis og tilsat lidt tidstypiske elguitar-lyde. Hookahs historie er kort fortalt, at de sidste år vandt konkurrencen Starfighters på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg og siden blevet spillet en del på P3 med bl.a. ‘High on You’.
Hookah mangler to ting. Nogen der har sagt til dem lige i deres ansigt: Det her kan I gøre bedre. Altså flere af den slags tæsk enhver, der er ved at udvikle sit potentiale, skal have for at yde sit bedste. Og derefter en erfaren producer til at gennemarbejde det elektroniske lydbillede lidt. Ingen tvivl om lydmanden i duoen, Tommi Iversen har rimeligt styr på det han gør og på pop-hits generelt. Lydbilledet bliver bare for monotomt til et helt album. Og hverken sangen eller de blandede engelske og danske tekster er i sig selv noget, man bliver høj af.
Til gengæld skal Hookah have stor ros for virkelig at lave iørefaldende melodier. Hvor resten af musikernes knapt så stærke sider kan løftes, har de her fat i den lange ende, når det gælder fremtiden som pop-duo. Selv med småsnobbede og elitære briller på, kan man efter et par gennemlytninger ikke lade være med at nynne med på mange af albummets sange. Så med lidt god vilje er ‘Hooked on Hookah’ tæt på et ægte pop-album: musik man kan elske og hade – på samme tid.