Clickits

Havde jeg modtaget Clickits’ debutalbum på vinyl, ville jeg konstant have gransket coveret for at se efter, om jeg nu spillede pladen på den rigtige hastighed. ‘Express Gifts’ er nemlig så tilbagelænet og afslappet med beats i slow motion, at den næsten formår at standse øjeblikket, inden det hele forsvinder alt for hurtigt igen.

Clickits, der består af herrerne John og Johnny, blev opdaget ved en tilfældighed af The Remote Viewer, der straks signede dem til deres label Moteer Records. Det er derfor ingen tilfældighed, at sammenligningen med The Remote Viewer er oplagt. Clickits er dog lidt mere elektroniske og melodiske i deres udtryk, men ikke nær så eksperimenterende, som man kunne ønske sig, hvis de rigtigt skulle skille sig ud fra mængden af indietronica-bands.

Der er ingen storbyens hektiske rush hour at spore på albummet, men derimod en intim sovekammerstemning, der vuggende fører lytteren ind i sit eget drømmelandskab. Mystiske skramlelyde i evindeligt loop, kombineret med små melodistumper på legetøjspiano og samplede vokallyde danner det røgslør af lyde, der bærer lytteren igennem de 36 minutters spilletid. Indtil det hele slutter brat og man per refleks griber ud efter snooze-knappen for at få et par minutter mere, inden den virkelige verden igen skal konfronteres.

Clickits. 'Express Gifts'. Album. Moteer/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af