Andreas Ka
Andreas Ka bruger sin tid på at lave musik på en gammel computer og en ødelagt guitar. Dermed er den Malmø-baserede svenske electronica-kunstner nærmest prototypen på den generation af moderne soveværelsesproducere, der siden starten af halvfemserne for alvor har oplevet de tekniske fremskridt gøre det muligt for enhver, uanset økonomisk formåen, at sidde derhjemme og få udløb for sine kreative idéer.
Anført af det engelske pladeselskab Warp skyllede en flodbølge af spændende electronica ind over det musikalske landskab, og selv i dag er der intet, som indikerer, at efterdønningerne skulle synge på sidste vers. Således er Andreas Kas nye album ‘Aliens unite And Set Fire To This Cold Place’ en af disse efterdønninger.
Hvor mange i årenes løb har forsøgt hele tiden at tage musikken et nyt sted hen, forsøger Andreas Ka imidlertid nærmere at udtrykke sig indenfor allerede veludforskede rammer, og således byder han, med sit nye album, på en omgang klassisk electronica i den mørke ende med referencer som Boards of Canada og Aphex Twin.
Selvom disse integreres fint i helheden bliver det beklageligvis aldrig helt så dybt, som det er standard hos forbillederne, og på den måde fungerer det mest af alt som lydtapet i stedet for en kunstnerisk oplevelse. Heldigvis et ganske nydeligt tapet af en vis kvalitet, men dog et tapet.