Blackalicious
Indledningsvis vil denne anmelder gerne beklage den manglende originalitet i anmeldelsens titel. Men analogien lå lige til højreskøjten. Et godt håndværk er nemlig præcis, hvad Blackalicious tredje album ‘The Craft’ er. Men så heller ikke mere.
Forudsætningerne for en værdig efterfølger til 2002-nyklassikeren ‘Blazing Arrow’ er ellers til stede. Duoens vokale udtryk, Gift of Gab, slår med intelligente ordspil og kaskader af rim i varierede flows fast, at han måske er den teknisk set dygtigste rapper på dagens rap-scene. Hvis nogen ellers skulle betvivle det efter hans uhørt imponerende præstation på Roskilde 2004. Producer Chief Xcel har blæst i hornet fra sit Oakland-studie og sammenkaldt en række musikere, fra den franske cellist Vincent Segal til Spearhead-bassisten Carl Young, der har indspillet omkring 120 (!!) sange.
Af det overvældende materiale har Xcel sammenstykket et 14 numre langt album uden skits og andet overflødigt bras, men med oceaner af den varmglødende, imødekommende og funky Blackalicious-lyd, som den udtalte brug af håndspillede instrumenter kun forstærker.
Alligevel slår ‘The Craft’ ikke helt ud på hiphop-hot barometeret, der – indrømmet – også er forvænt, når det kommer til Quannum-duoen. Det svage punkt er Xcels produktioner, der af og til stikker helt af i udsyrede, hurtigtpumpende beats, men oftest bare ikke formår at hæve sig fra det gode håndværk til den sublime kunst.